
Lærlingeoprøret har holdt årsmøde og fået en ny talsperson.
Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse til A4 Medier.
Rasmus Kemp, der er smedelærling og Metal Ungdom-formand, overtager posten efter DSU-næstformand og folketingskandidat for Socialdemokratiet Carl Emil Lind Christensen, der siden bevægelsens start i 2022 har været frontfigur.
Lærlingeoprøret kæmper for bedre vilkår for erhvervsuddannelserne, og selvom området i 2025 fik et økonomisk løft, er der stadig kampe, der skal tages, mener den nye talsperson.
"Vi fortsætter kampen for lige adgang til Ungdomskort," siger Rasmus Kemp og henviser til de nuværende regler om Ungdomskort, der gør, at erhvervsskoleelever og lærlinge må betale højere priser for offentlig transport sammenlignet med gymnasieelever og de studerende på landets universiteter.
Carl Emil Lind Christensen fortsætter i spidsen for Lærlingeoprørets advisory board, fremgår det af pressemeddelelsen.