MR. FOA - FOA's mangeårige forhandlingschef og Pædagogisk Medhjælper Forbunds (PMF) medstifter og mangeårige forretningsfører - Steen Parker Sørensen er død efter lang tids sygdom.
Og ikke alene lagde Steen et langt arbejdsliv i fagbevægelsen, han havde også en fortid som slumstormer og aktivistisk pædagog på Vesterbros berømte “Hudegrunden”.
Steen blev den første ansatte i PMF og var i to årtier med andre motorcykelkørende PMF-fagforeningsfolk med hjelme og lædertøj med til at opbygge forbundet for de ikke-uddannede på daginstitutionsområdet og placere forbundet solidt på det pædagogiske område. Og ikke mindst styre den helt afgørende kamp med både andre fagforeninger og arbejdsgiverne om at skaffe pædagogmedhjælperne en egentlig overenskomst. Og han var centralt placeret i og en ihærdig fortaler for forsøget på at skabe et pædagogisk enhedsforbund.
Samtidig var han aktiv i DKP og blev medlem af partiets centralkomite.
I midten af 1990’erne søgte han nye græsgange i Det Kommunale Kartel (DKK). Kartelvejen i LO så på det tidspunkt ud til at kunne gøre det, der mislykkedes på det pædagogiske område; samle spredte kræfter til en samlet organisation.
MIN FORGÆNGER Poul Winckler hentede ham derfra til posten som forhandlingsleder i FOA, som placerede ham helt centralt på det kommunale og regionale område, hvor Poul Winckler var øverste forhandlingsleder. Her befandt Steen sig som en fisk i vandet. Indflydelse én masse og mulighed for at snakke med alle og påvirke de fleste.
Jeg stødte første gang på Steen i hans tid i PMF, da jeg på byggelegepladsen i Herlev blev kaldt ind til en telefonsamtale med en topfigur i forbundet, der i rolige og alvorlige vendinger fortalte mig, hvorfor jeg godt kunne glemme, at jeg ikke syntes, at jeg havde tid til at være delegeret til PMF’s 3. repræsentantskabsmøde. Det glemte jeg så.
Anden gang var, da portørerne på Amtssygehuset i Herlev under en tre uger lang strejke i 1983 havde brug for både økonomisk støtte og trykning af foldere. Begge dele blev bevilget med det samme.
Og tredje gang blev, da Steen, der i sagens natur som embedsmand ikke kunne blande sig i valget af Poul Wincklers efterfølger, ville drikke kaffe. Igen og igen.
Da jeg på min første dag som forbundsformand mødtes med de ansatte, kunne jeg så drille Steen med historien om telefonsamtalen på byggelegepladsen og hygge mig ved udsigten til, at rollerne nu var byttet om. Det skulle dog vise sig, at det med at bytte roller ikke nødvendigvis virkede på Steen, som havde en helt særlig evne til at skabe en dialog om problemer, der skulle løses, som næsten umærkeligt med små skridt bevægede sig derhen, hvor hans synspunkt lå.
STEEN VAR EN fornøjelse at arbejde sammen med. Lidt ligesom mig med en til tider lidt anarkistisk arbejdsstil, men med fantastiske evner til at få ting til at lykkes og få slukket ildebrande, når der nok burde være handlet lidt tidligere. Og ikke mindst til at tale med alle og fornemme, hvor stemningen bar hen. Både i FOA, hos samarbejdspartnerne og hos arbejdsgiverne.
Og med en nysgerrighed, der ikke kendte til lukkede døre: “Nå, holder I møde? Hvad snakker I om?”
Og en betydelig erfaring fra PMF-tiden om det arbejdsretlige system.
Steen sagde selv med et underfundigt smil, at han havde forventet en statue af sig rejst i Store Kongensgade, da han forlod PMF, “sådan er det ikke, det kan du godt glemme, Dennis”.
Steens netværk var imponerende, og han kunne i den grad multitaske og holde mange bolde i luften. De fleste af dem ved hjælp af mobilen i brystlommen, som ringede mere eller mindre kontant. Så konstant, så det kunne blive nødvendigt at beordre en slukning, hvis et møde nogensinde skulle blive færdigt.
HAN VAR MEGET glad for jobbet som forhandlingschef i FOA, men var lidt fristet af stillingen som sekretariatschef i de kommunalt og regionalt ansattes forhandlingssamarbejde KTO, da den blev ledig i 2004. Det var jeg rigtig ked af på både FOA's og mine vegne, men han fortjente jobbet, hvis han ville den vej. Steen var imidlertid også meget glad for den forandringsproces, som FOA var inde i, og endte med at give et tilbud om et håndslag: “Hvis du lover ikke frivilligt at forlade formandsposten, så bliver jeg.” Og det var der kun et muligt svar på: “Hvis du gør det samme, så har vi en aftale.” Og den aftale holdt vi i fællesskab.
Steen blev i privatlivet udsat for en del modgang med sygdom og dødsfald i familien, men havde et utroligt positivt livssyn, som tydeligvis bragte ham igennem. Og en stor glæde ved sine børn og børnebørn, som han begejstret fortalte om.
Det samme livssyn kom også til syne over for hans egen sygdom, som han var lige så åben om, som de fleste andre ting i hans liv.
Steen vidste, at han til sidst levede på lånt tid, men det forhindrede ham ikke i at ville vide og ville diskutere, som da han for kort tid siden bad om udkastet til min erindringer, for at kunne snakke om det, når FOA's tidligere sektorformand Karen Stæhr og jeg besøgte ham og Assa.
Og ved de seneste besøg med en opfordring ved afskeden til snart at komme igen, “for jeg holder nok ikke længe.”
OVENSTÅENDE BILLEDE er fra Forligsinstitutionen 19. marts 2008, hvor vi er på vej ind til forligsmanden. Jeg i forventning om, at vores varslede strejke ville blive udsat for anden gang. Steen i forventning om det modsatte. Steen havde også denne gang ret, og jeg tabte rødvin.
Artiklen fortsætter under billedet.jpg)
Steen Parker Sørensen (tv.) og daværende FOA-formand Dennis Kristensen (th.) under OK18. Foto: Privat
Det andet billede er fra de ugelange demonstrationer uden for Forligsinstitutionen ved overenskomstforhandlingerne i 2018, hvor Steen tog ind fra Slagelse for at vise solidaritet med de offentligt ansatte og naturligvis tro mod sine videbegærlighed også for at få en ordentlig briefing om, hvordan den aktuelle situation og de mulige scenarier for forhandlingernes udvikling så ud. Og så også for at aflevere en ros for det hidtidige forløb. Den ros blev modtaget med stor tak.
Steen var en stor gevinst for FOA og en god ven.
Tankerne går til Assa og familien.
Æret være hans minde.
