Jesper Due var ikke alene Danmarks første arbejdsmarkedsforsker, og byggede feltets væsentligste forskningsinstitution, FAOS. Han opfandt bogstaveligt talt titlen.
Hans akademiske baggrund som kultursociolog var lidt for abstrakt for medierne, der flittigt brugte ham som kommentator under overenskomstforhandlingerne, og han begyndte derfor at kalde sig arbejdsmarkedsforsker.
Men det var mere end en smart titel. Det var hårdt arbejde med at bryde en ny akademisk mark. Jesper Due sprøjtede igennem sine 40 år som forsker titler ud om snart sagt hver en afkrog af det komplicerede danske aftalesystem og især om fagbevægelsens udfordringer og historie - ofte ved siden af hans livslange samarbejdspartner og ungdomskammerat, Jørgen Steen Madsen.
Det gælder bl.a. hovedværket Den Danske Model fra 1993, der er grundteksten til forståelsen af det danske aftalesystem.
Jesper Due elskede den danske model. Han var dybt fascineret af at skrælle de historiske lag af det unikke system, hvor to parter med fundamentalt modsatrettede interesser sætter sig sammen og bliver enige om en overenskomst.
Hans metode var først og fremmest at samle oplysninger gennem fortrolige snakke med forhandlingernes hovedaktører, og man kunne ofte finde Due i omegnen af forligsinstitutionen, når tingene spidsede til, så han lige kunne få det seneste med.
Kærligheden var mere end akademisk. Der gik en tråd af politisk indignation igennem Jesper Dues værk, der var grundlagt i københavnerdrengens læretid som elektriker i 1960’erne, og han lagde aldrig skjul på sit tilhørsforhold til Socialdemokratiet, og hvordan hans politiske bevidsthed havde formet hans akademiske karriere.
Det var i gennem DSU-tiden med ophold på fagbevægelses højskole i Roskilde og rejser i bl.a. den daværende østblok, at Due fik lysten, modet og muligheden til at tage springet fra ledninger og loddekolbe til lærebøger og sociologi.
Men hans personlige kærlighed til ‘Bevægelsen’ satte sig aldrig som ukritiske hyldestaler i hans akademiske værk, tværtimod fik det ham ofte til at revse de forbundsformænd, der i hans øjne ikke forvaltede den dyrebare arv på tilfredsstillende vis.
Jesper Due var blandt de første, der advarede om at medlemskrisen ville ramme fagbevægelsen hårdt, hvis ikke man forstod at omstille og forny sig. De forbundsformænd, der hånligt havde affejet hans analyse som akademisk tågesnak, måtte sande hans analyses tyngde, da de i 1990’erne pludselig stod midt i medlemsflugten.
Oven i det rent akademiske havde Jesper Due sans for at navigere i det politiske felt, som forskningsverdenen også kan være, og bygge institutioner. Han og Jørgen Steen Madsens mange kontakter i fagbevægelsen og hos arbejdsgiverne, var afgørende for skabelsen og finansieringen af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationstudier (FAOS).
Det skabte et vist røre, at Information kunne afsløre, at DA og LO havde krævet, at Due i 2005 blev udnævnt til professor ved Københavns Universitet, som en del af aftalen om centerets etablering.
Men ingen var i tvivl om titlens berettigelse, og det var sigende for tilliden til Jesper Due, at det var et fælles krav fra arbejdsmarkedets parter.
I starten, sagde Jesper Due og Jørgen Steen Madsen med et glimt i øjet, da universitetet i 2016 udgav et festskrift for dem, var det mest for at pleje deres egen karriere, fordi en akademisk mentor havde lært dem, at deres uafhængighed bedst kunne sikres i et center med eget navn, messingskilt og brevpapir.
“Men efterhånden blev ambitionerne større, og det blev et mål i sig selv, at FAOS som institution også eksisterede, når vi ikke længere var den ledende del af foretagendet. At det mål er blevet nået, er dybt tilfredsstillende for os”, sagde Due og Madsen i deres takketale.
FAOS står nu som et konkret minde over Jesper Due som en af de førende forskningsinstitutioner indenfor arbejdsmarkedsområdet, og den titel som arbejdsmarkedsforsker han opfandt, har en ny generation af forskere ved FAOS, i Aalborg og mange andre steder taget til sig.
Jesper Due forblev efter sin pension fra FAOS aktiv som debattør og professor emeritus, og ikke mindst som socialdemokrat på Frederiksberg. Altid brændende engageret og med en klar analyse af den politiske og overenskomstmæssige situation, der aldrig lagde fingrene imellem.
Jesper Due døde ifølge familiens opslag på Facebook den 23. december efter to års kamp mod kræft.
