Rådgiver: Her er tre spørgsmål Fagbevægelsen skal svare på, før de kan vende medlemsudviklingen
DET FAGLIGE HUS BLEV I 2022 Danmarks andenstørste fagforening. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som kom ud i maj måned.
Det er desværre for den overenskomstbærende del af fagbevægelsen ikke en overraskende nyhed.
Den traditionelle fagbevægelse har over en bred kam mistet medlemmer i en lang årrække. Selvom der er lyspunkter med enkelte forbund, afdelinger eller brancher, der går frem, er billedet entydigt. Det er et billedet af tilbagegang, som bare fortsætter.
Værre endnu: Det er et billede af faldende organisationsgrad. Det vil sige, at færre og færre af lønmodtagerne vælger at være medlem af en traditionel fagforening. Det gælder på det private område, hvor både de gule tværfaglige organisationer og sofaen har vundet frem. Men det gælder også på det offentlige område, hvor organisationerne i stigende grad er presset. Værst er det for Dansk Sygeplejeråd, der er gået betydeligt tilbage efter konflikten i 2021.
En gammel sandhed lyder: "De unge gider ikke fagforeningerne!" Men det er faktisk ikke helt rigtigt
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver og arbejdsmarkedsekspert
Der er ingen nem vej til at vende udviklingen, men gennem mit arbejde med en række faglige organisationer og som udviklingschef i LO har jeg identificeret tre spørgsmål, som de faglige organisationer skal svare på for at kunne håbe på at vende udviklingen:
Hvad vil vi være for de unge?
En gammel sandhed lyder: "De unge gider ikke fagforeningerne!" Men det er faktisk ikke helt rigtigt.
De traditionelle fagforeninger er blevet rigtig gode til at få de unge ind i folden. Som ungarbejdere, elever eller studerende. Fagbevægelsens Hovedorganisations egne undersøgelser viser, at man på et tidspunkt har rørt ved omkring 75 procent af de unge. Så meget desto værre, at de forlader de traditionelle fagforeninger igen, enten til fordel for sofaen eller for at melde sig ind i en billigere gul organisation.
Hvis medlemsudviklingen skal vendes, skal de faglige organisationer derfor allerførst spørge sig selv: Hvad vil vi være for de unge? Og det er ikke nok at svare; ”Vi skal redde den danske model”. Det er for bagudskuende. Eller; ”Vi skal være forsikringsordning” eller sikre ”rabatter”. Det kan andre gøre billigere og måske endda bedre.
Men hvad så? Et svar ligger måske i at se på dem, der klarer det bedst. Det er dem, der har en faglighed at mødes om. Det være sig offentlige professioner som soldater, sygeplejersker eller pædagoger, eller privat produktion som blikkenslagere eller elektrikere. Et fag med faglig stolthed; det kan også de unge se sig i.
LÆS OGSÅ: 'IKEA-manual til at opbygge faglige fællesskaber' udkommer på norsk
Et andet svar kunne være, at fællesskabet måske skal have nogle andre vilkår. De unge vil gerne fællesskab, og de vil gerne betale. Ellers ville sociale medier og alverdens foreninger og medier ikke trives. Men måske er de ikke til paragraffer, vedtægter og klassiske solidaritets-paroler?
Hvad vil vi være for det nye arbejde og de nye arbejdere?
Ikke nok med at de unge at svære at nå; nye områder, som traditionelt har været svære at organisere, fylder stadig mere på arbejdsmarkedet. Der sker så at sige en ”service-ficering” af arbejdsmarkedet, hvor stadig færre jobs er på klassiske 8-16-arbejdspladser og stadig flere er serviceorienterede, fleksible og mindre permanente.
Desuden opstår nye måder at indrette arbejdet, som ikke er fagforenings- eller overenskomst-organiseret (endnu, forhåbentligt). Derfor er det næste spørgsmål, de faglige organisationer må stille sig selv; ”Hvad vil vi være for nye typer arbejdere og opgaveløsere?”
Det er ikke et let spørgsmål. For vil en accept af løsere vilkår og større fleksibilitet ikke underminere de traditionelle overenskomster? Risikerer man ikke at lukke løndumping ind ad bagdøren?
De atypiske skal samles op og sikres fair forhold, også selv om det ikke er med helt traditionelle overenskomster og fagforeningsydelser
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver og arbejdsmarkedsekspert
Omvendt er risikoen, at alle dem, der ikke arbejder i traditionelle overenskomstdækkede job (og det bliver flere og flere), får stadig sværere ved at se sig selv i en fagforening. Det gælder både dem, der fortsat er ansatte men i nye brancher, dem der arbejder på nye typer platforme og dem, der vælger at være mere eller mindre selvstændige.
Derfor er der ingen vej udenom; der skal findes en balance, hvor de nye typer arbejde og arbejdere bydes indenfor i fagforeningerne. De atypiske skal samles op og sikres fair forhold, også selv om det ikke er med helt traditionelle overenskomster og fagforeningsydelser.
Hvordan vil vi give værdi til alle vores medlemmer?
Det tredje spørgsmål ligger i forlængelse af de to andre. De faglige organisationer skal nemlig ikke blot spørge sig selv, hvad de vil være for de unge og de nye, men hvordan de vil være relevante og skabe værdi for alle deres medlemmer. Det kræver, at de reelt tager udgangspunkt i bredden af medlemmer og potentielle medlemmer og finder ud af, hvad de som fagforening kan og vil være for dem.
Der er nemmere sagt end gjort. For demokratiske organisationer – som fagforeningerne heldigvis er – kommer nemt til at håndtere medlemmerne i sit eget billede. Man kommer nemt til at møde medlemmer som nogen, der er interesseret i vedtægter, generalforsamlinger og overenskomstparagraffer. Og det er der rent faktisk nogen, der ikke bliver motiveret af.
Derfor er spørgsmålene, de faglige organisationer må stille sig selv: Hvad vil vi være for de aktive? Hvad vil vi være for de passive? Og hvad vil vi være for de helt ligeglade? Man er så at sige nødt til at dække hele paletten fra aktivister til fagforenings-fremmedgjorte.
LÆS OGSÅ: Forfatter til bog om fremtidens fagbevægelse: Tre gode råd til at få flere medlemmer
Faget er helt sikkert et vigtigt element for store grupper. Det samme vil politik og aktivisme være for nogle – formentlig mindre – grupper. Især hvis det gøres sagsorienteret og partiuafhængigt. Derudover vil personlig sparring og karriereudvikling formentligt være noget, der i endnu højere grad skal leveres, ligesom nye typer hjælp og service måske kan være et væsentligt bidrag til at skabe værdi og mening for nogle grupper.
Jeg skal ikke komme med svarene her. Der kan jeg ikke. Der er ingen vej uden om. Spørg medlemmer og potentielle medlemmer selv og lad det være udgangspunktet for fremtidens faglige organisationer.
Om skribenten
Jakob Sand Kirk har mange års erfaring i politisk ledede organisationer og virksomheder inden for fagbevægelse, arbejdsmarkedspension og den almene boligsektor. Han er i dag strategisk rådgiver med fokus på strategi og organisationsudvikling i Sand Kirk Aps.