Der er noget absurd over at se rigmænd med formuer på milliarder true med at “lukke kassen”, fordi han måske skal betale en smule mere i skat.
Alligevel er det præcis det, vi har været vidne til i debatten om formueskat. Topchefer og arvinger står i kø for at advare om økonomisk ruin, udflytning og tab af arbejdspladser. På sociale medier deles kampagner og skræmmebilleder.
Budskabet er det samme: Hvis de rigeste bliver bedt om at bidrage lidt mere, falder det hele sammen.
Men reaktionen afslører åbenlyst dobbeltstandard. Særligt for arbejdsgivernes interesseorganisationer. For når det gælder lønmodtagere - og især unge - taler man gerne om ansvar. Når det gælder milliardærer, taler man pludselig om en katastrofe.
De senere år har unge fået at vide, at de må holde for. Dimittendsatsen er blevet sænket. SU-systemet er blevet strammet. Pensionsalderen stiger. Dagpengeperioden forkortes.
Argumentet er altid det samme. Det er nødvendigt. Vi må tage ansvar for samfundsøkonomien. Vi har ikke noget valg, som Dansk Industri skriver i deres kampagne.
Og det gør vi. Men hvor er det samme ansvar, når det gælder dem, der har allermest? Det er som om, at ansvar altid vender den tunge ende nedad, og lige så snart nogen forsøger at vende den op, så har vi balladen.
Læs også: Teknisk Landsforbund: Løndirektivet kan blive arbejdsgivernes Den Gule Negl-øjeblik
Samtidig er det værd at huske, hvor begrænset det her forslag faktisk er. Der er ikke tale om en massiv ny beskatning, men om en mindre procentdel af de allerstørste formuer - altså dem, der i forvejen ligger langt over, hvad de fleste danskere nogensinde kommer i nærheden af.
Alligevel er reaktionen voldsom.
I stedet møder vi trusler. Om at flytte. Om at stoppe investeringer. Om at trække støtte til lokalsamfund. Når donationer til sportshaller og kulturtilbud pludselig gøres afhængige af politiske beslutninger, er det værd at spørge: Er det filantropi - eller er det pres?
Et demokratisk samfund kan ikke være afhængigt af, om enkeltpersoner i toppen føler sig tilpas godt behandlet. Fælles opgaver bør løses i fællesskab.
Samtidig bliver det ofte glemt, hvad det er for et samfund, virksomhederne vokser ud af. Gratis uddannelse. Et sundhedsvæsen, der holder arbejdsstyrken kørende. Infrastruktur, der får varer og idéer til at flyde. Et stabilt arbejdsmarked, hvor samarbejde slår konflikt. Det er ikke tilfældigheder. Det er resultater af fælles investeringer.
Som unge i fagbevægelsen oplever vi en debat, hvor ansvaret konsekvent peger én vej: nedad.
Det er os, der skal løbe hurtigere. Os, der skal yde mere. Os, der skal acceptere forringelser.
Måske er det på tide at vende perspektivet. For hvis ansvar virkelig er et fælles princip, burde det også gælde i toppen.
Skat er ikke en straf. Det er kontingentet til det samfund, der gjorde succesen mulig.
