DET STARTEDE i bankerne. Først blev de pengeløse. Så blev de mennesketomme. Og i dag er det de færreste, der møder deres bankrådgiver ansigt til ansigt. Og ja – når det handler om bankforretninger, fungerer det jo faktisk.
Nu er turen for alvor kommet til sundhedsvæsenet. Med sundhedsreformen og den nationale digitale sundhedsstrategi er nærhed og digitalisering blevet to bærende principper. Behandling, opfølgning og rehabilitering skal rykke tættere på borgernes hverdag – ofte helt hjem i stuen – understøttet af digitale løsninger, online konsultationer og egenmonitorering. Og ja. Digitalisering rummer et potentiale: Mindre transport. Mindre ventetid. Mere fleksibilitet. Flere kan få hjælp – tidligere og mere effektivt. Voilà.
Men spørgsmålet er, om vi faktisk når dem, vi gerne vil nå.
Sundhed er ikke jævnt fordelt
Vi ved allerede, at sundhed i Danmark er ulige fordelt. Der er markante geografiske, sociale og uddannelsesmæssige forskelle. Borgere med kort uddannelse, lav indkomst og svag tilknytning til arbejdsmarkedet har generelt dårligere sundhed – og mindre kontakt til sundhedsvæsenet.
En landsdækkende undersøgelse blandt personer med sclerose illustrerer problematikken tydeligt. Omkring hver tredje sclerosepatient har i dag sjælden eller slet ingen kontakt med de specialiserede neurologiske ambulatorier, der har ansvaret for deres behandling. Det er altså udgangspunktet, før vi for alvor begynder at flytte mere kontakt over på digitale platforme.
Undersøgelsen viser samtidig markante sociale skævheder. Personer med kort uddannelse og personer uden for arbejdsmarkedet mister oftere kontakten til ambulatorierne end personer med længere uddannelse og ordinært arbejde. Og blandt patienter med lav sundhedskompetence – som angiver, at de har svært ved at kommunikere med læger og sundhedspersonale – har næsten dobbelt så mange sjælden eller ingen kontakt sammenlignet med dem, der oplever kommunikationen og det at stille og få svar på deres spørgsmål som let.
Det er netop de borgere, som samtidig ofte:
-
har færre digitale kompetencer
-
har lavere sundhedskompetence
-
er mere ensomme
-
og har svagere netværk
En ny barriere i forklædning?
Så hvad sker der, hvis vi – i bedste mening – flytter kontakten til sundhedsvæsenet fra klinikken og ind på skærmen? Risikerer vi ikke, at sundhedsvæsenet i stigende grad kommer til at se det enkelte symptom, men ikke hele mennesket? At vi måler blodtryk, registrerer symptomer og justerer medicin – men mister samtalen om, hvordan det ellers står til med både krop, sind og hverdagsliv?
Og mister vi ikke samtidig noget endnu mere grundlæggende: den sundhedsprofessionelles vidensbaserede blik og kliniske dømmekraft? Meget af den faglige vurdering opstår netop i mødet – i helheden, i sammenhængene og i det, patienten ikke nødvendigvis selv er bevidst om, har viden nok om eller ord nok til at formulere. Det kan være begyndende kognitive forandringer, gradvise funktionstab, manglende sygdomsindsigt eller tegn på psykisk belastning, som ikke lader sig fange i et spørgeskema eller en hjemmemåling.
Når kontakten i stigende grad baseres på data, egenrapportering og digitale interaktioner, flyttes ansvaret for at identificere problemer i højere grad over på patienten selv. Men ikke alle patienter har samme forudsætninger for at tolke deres symptomer, vurdere deres betydning og bringe dem rettidigt i spil. For mange er det netop den professionelle samtale og den kliniske helhedsvurdering, der gør symptomer forståelige – og problemer synlige.
Data kan understøtte klinisk arbejde. Men data kan ikke erstatte faglig dømmekraft.
Menneskelig relation – ikke enten/eller
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om vi skal digitalisere. Det skal vi. Spørgsmålet er hvordan.
Digitale løsninger må aldrig blive en erstatning for den menneskelige relation, men skal understøtte og styrke den. For nogle patienter kan skærmen være en genvej. For andre kan den være endnu en mur.
Det bliver en af de helt store opgaver for de 17 nye sundhedsråd at finde den rette balance, så vi ikke per automatik sætter lighedstegn mellem nærhed og digitalisering.
For nærhed og sammenhæng handler i sidste ende ikke om teknologi. Det handler om mennesker.
