A4 Sundhed
Køb abonnement

Træningsprojekt hædres for at styrke byggebranchen med Årets sundhedspris 2025

12. november 2025 kl. 6.00
Med kun seks minutters daglig træning gør projektet ‘Byg dig Stærk’ sundhed nemt og tilgængeligt for håndværkere direkte på byggepladsen. Tirsdag aften blev projektet hædret med Årets sundhedspris 2025. | Foto: A4 Medier
ÅRETS TR: Med kun seks minutters daglig træning gør projektet ‘Byg dig Stærk’ sundhed nemt og tilgængeligt for håndværkere direkte på byggepladsen. Tirsdag aften blev projektet hædret med Årets sundhedspris 2025 ved prisuddelingen 'Årets TR' i Cirkusbygningen i København.

Seks minutter om dagen. Mere skal der ikke til. Med simple og effektive øvelser som squat, dødløft og bænkpres vil projektet ‘Byg dig Stærk’ gøre det nemt at træne – direkte på byggepladsen.

De stærke ambitioner om at passe på kroppen som vigtigste værktøj bliver nu honoreret med Årets sundhedspris 2025, som blev uddelt af Lenne Krabbe Dahl, forbundssekretær for 3F, og Lars Gaardhøj, regionsrådsformand for Region Hovedstaden.

Kåringen fandt sted ved A4 Mediers prisuddeling 'Årets TR' i Cirkusbygningen i København tirsdag aften, hvor en af hovedarkitekterne bag projektet modtog prisen til stående ovationer. 

"Vi har besøgt mange bygningsfolk og har lavet det her program til dem. Vi har indført det på vores uddannelse, så lærlinge også kan gøre brug af det. Det har været en kamp, hvordan vi skulle gøre det. Så, tak for anerkendelsen," sagde Lars Gregersen, faglig sekretær i 3F, der er en af modtagerne af prisen, i sin takketale fra scenen i Cirkusbygningen. 

Skal forebygge nedslidning

Projektet, der har til formål at fremme sundhed i det daglige arbejde gennem fysisk træning, består af videoer på seks minutter, hvor håndværkere laver øvelser. Videoerne bliver vist ude på arbejdspladserne, hvor medarbejderne i fællesskab følger med.

Bag projektet står både 3F Bygningsarbejderne Fyn, AMU Fyn og sundhedskonsulenterne i Stærk Balance. 

Lars Gregersen mener, at øvelserne kan gavne medarbejderne på den lange bane og forebygge nedslidning.

"Vi kan sige, at det er en fysisk pensionsopsparing. Det er vigtigt, for som håndværkere er kroppen et af de vigtigste værktøjer, vi har," lyder det fra Lars Gregersen.

Et fremtidssikkert projekt

Byg Dig Stærk har kørt som pilotprojekt siden foråret 2025, og følges af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der håber, at effekterne kan ses i form af lavere sygefravær, højere trivsel og større engagement.

Projektet blev indstillet til årets sundhedspris af journalist Lone Mørup fra 3F Bygningsarbejderne Fyn.

"Det er i min optik et eksempel på et meningsfyldt initiativ, som har effekt både i hverdagen og i fremtiden," siger hun i indstillingen.

Det er anden gang, at Årets sundhedspris bliver uddelt. Sidste år gik prisen til den nordjyske virksomhed Nord Energi, der - ligesom Byg dig Stærk - har fokus på at fremme fysisk aktivitet på arbejdspladsen.

A4 Mediers sundhedspris går til virksomheder eller initiativer, der gør en indsats for at sætte sundhed på dagsordenen på arbejdspladsen. Vinderen udvælges af en fagjury. Udover A4 Medier, er prisen sponsoreret af 3F, og præmien på 10.000 kroner er sponsoreret af Genitor.

GDPR