
Den 24. marts blev Anders Kühnau (S) valgt ind i Folketinget.
Der er bare ét problem: Han sidder allerede på et mandat som regional politiker i Region Midtjylland, og Socialdemokratiet tillader ikke dobbeltmandater.
Men partiet har nu givet ham dispensation for den regel, hvilket betyder, at han officielt kan kalde sig for formand for Danske Regioners forhandlingsudvalg og dermed også formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Det skriver Sundhedsmonitor.
Som ny regional chefforhandler bliver hans vigtigste opgave at lande en ny overenskomst med de praktiserende læger (PLO) og forhandle en ny honorarstruktur på plads, inden fem regioner bliver til fire ved årsskiftet. Dispensationen fra partiet giver ham kun mulighed for at varetage de to mandater, så længe de forhandlinger står på. Efter planen skal det ske i løbet af 2026.
"Jeg gør det alene af den grund, at jeg vurderer, at det er meget, meget vigtigt, at vi får landet en aftale om en ny honorarstruktur og en aftale om ny overenskomst med de praktiserende læger. Det er en hjørnesten i sundhedsreformen," siger Anders Kühnau til Sundhedsmonitor.

















