
FRA ROSKILDE TIL NAKSKOV dækker Sundhedsråd Østsjælland og Øerne ni kommuner med meget forskellige vilkår. Vi rummer både større byer med god lægedækning og kort vej til hospitalet. Og områder med markant mangel på sundhedsfagligt personale hvor vejen til behandling er længere, end den burde være. Vi har borgere, der lever længe og godt. Og vi har borgere med op til flere kroniske sygdomme og kortere levetid.
Man kan næsten sige, at sundhedsreformen er skabt til netop et område som vores.
Hvordan vil I opfylde forventningerne til de nye sundhedsråd?
2026 markerer starten på et nyt kapitel for det danske sundhedsvæsen. Med etableringen af 17 nye sundhedsråd får vi et styringslag, der skal sikre bedre sammenhæng mellem kommuner og regioner, flere sundhedsydelser tættere på borgerne og en mere koordineret indsats på tværs af sektorer.
Rådene står nu overfor en opgave, der rummer både politiske forventninger og praktiske krav:
- At styrke det nære sundhedsvæsen og sikre, at flere sundhedsydelser kan leveres uden for sygehusene.
- At planlægge og implementere overgangen af opgaver fra kommuner til regioner, herunder forebyggelse, rehabilitering, akutsygepleje og midlertidige sundheds‑ og omsorgstilbud.
- At koordinere ressourcer og indsats på tværs af kommuner og regioner, så borgerne oplever sammenhæng og kontinuitet i deres behandling og forebyggende tilbud.
- At udarbejde lokal sundhedsstrategi og prioritere midler, så de økonomiske ressourcer bruges optimalt til gavn for borgerne.
Derfor har A4 Sundhed spurgt alle formændene for de 17 nye sundhedsråd, hvordan de vil gå til den store opgave, hvordan de vil inddrage lokalsamfundet. Samt hvordan de vil bruge den store pose penge, der følger med rådet.
De 17 sundhedsråd i Danmark er det nye politiske værktøj til at styrke det nære sundhedsvæsen. Vi har ansvaret for de sundhedstilbud, der skal fungere tæt på borgerne og for at sikre bedre sammenhæng mellem hospital, kommune og egen læge. Det forpligter.
Behandlingen skal tættere på
Hvis vi skal mindske uligheden i sundhed, skal vi turde prioritere anderledes. Behandlingen skal tættere på de borgere, der har det sværest og gerne helt ud i deres eget hjem.
Det kræver, at vi fordeler sundhedsfagligt personale og økonomi derhen, hvor behovet er størst. Det betyder, at økonomien skal fordeles anderledes, og der vil komme nogle svære situationer, hvor midlerne skal fordeles, så nogle får mere end andre. Men hvis vi vil give alle borgere reelt lige muligheder, må vi politikere have modet til at behandle dem forskelligt.
Samarbejde til borgernes bedste
Sundhedsrådet består af både regionale og kommunale politikere, og efter de første tre møder i rådet mærker jeg stor nysgerrighed. Det er vigtigt, at vi forstår og har tillid til hinanden.
Vi skal både forstå regionens sundhedsvæsen, og hvorfor det er afgørende med højtspecialiseret behandling, samtidig med at vi kan håndtere de helt almindelige hverdagsudfordringer for kronikere og andre patienter.
Og vi skal forstå kommunernes virkelighed: Hvordan det er at stå foran fru Hansens gadedør uden altid at vide, hvad der venter på den anden side. Måske er hun ikke hjemme, men indlagt. Måske mangler hun medicin, mad eller drikke. Eller måske sidder hun bare og venter på, at nogen kommer og gør en forskel i hendes dag.
Det er først, når vi forstår forskellen på de to verdener - region og kommune - at vi kan skabe en ny verden, der sikrer, at patienten ikke falder mellem to stole, men får et nært og sammenhængende tilbud.
Modet til de svære beslutninger
Derfor skal sygehuse og hospitaler – i vores tilfælde Sjællands Universitetshospital - sammen med kommuner og almen praksis tage et fælles ansvar for den enkelte borger. Det kræver, at der er dialog på alle niveauer – både politisk, administrativt og i samarbejdet om den enkelte borger. Det kræver åbenhed, videndeling og gensidig forpligtigelse.
Forventningerne er høje. Det er de også hos mig og mine politiske kolleger i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne. Vi har fået et politisk ansvar for at gøre sundhedsvæsenet mere nært, mere sammenhængende og mere retfærdigt.
















