A4 Sundhed
Køb abonnement

Scleroseforeningen: Det, vi ser udfolde sig netop nu, er en af de største fejl, man kan begå i forbindelse med den nye sundhedsstruktur

Debat|
19. maj 2025 kl. 11.25
| Foto: Scleroseforeningen
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Et nyt beslutningsforslag i Region Hovedstadens sundhedsudvalg lægger op til at splitte den specialiserede sclerosebehandling i mindre dele. Men det mener Scleroseforeningen hverken er i samfundets eller patienternes interesse. Det er en misforståelse, at nærhed altid er lig med kvalitet, skriver foreningens administrerende direktør.

HVIS MAN TROR, at forslaget om en omorganisering af neurologien i Region Hovedstaden kun handler om geografi og fordeling af patienter i København, tager man fejl. Der er meget mere på spil – nemlig hele Østdanmarks fremtidige adgang til højt specialiseret neurologisk behandling – og fremtiden for dansk sclerosebehandling og -forskning.

I Region Hovedstadens beslutningsforslag, som regionspolitikerne skal tage stilling til tirsdag den 20. maj, fremgår det tydeligt, at Rigshospitalet forventes at tage et øget ansvar for de mest komplekse neurologiske patienter i hele den nye Region Østdanmark – en rolle, som netop kræver stærke faglige miljøer og forskningsmuligheder for at tiltrække og fastholde specialiseret arbejdskraft.

Det er rigtigt set og helt nødvendigt på et relativt lille sygdomsområde som sclerose. Men samtidig foreslås det – paradoksalt nok – at flytte dele af den højt specialiserede sclerosebehandling – herunder patienter, medarbejdere og funktioner – væk fra Rigshospitalet til Hvidovre Hospital.

Det hænger ikke sammen.

Man kan ikke på den ene side tro, at man kan gøre Rigshospitalet til et fagligt og forskningsmæssigt fyrtårn for sclerosebehandling og forskning i Østdanmark og for hele Danmark – og på den anden side svække præcis de miljøer og kompetencer, som skal gøre dette muligt. Det svarer til både at bede nogen løbe hurtigere og spænde ben for dem.

Farligt paradoks

Rigshospitalets scleroseklinik er i dag landets førende center for sclerosebehandling, både når det gælder behandling af patienter med meget komplekse forløb, klinisk forskning og udvikling af nye behandlingstilbud. Her behandles 3.000 mennesker med sclerose årligt, og en stor andel af landets nyeste og mest komplicerede sager henvises hertil.

Flytter man den funktion, risikerer man ikke bare at svække den konkrete behandling. Man splitter et velfungerende og højt specialiseret miljø op – og dermed også Danmarks internationale position, når det gælder forskning og kliniske forsøg. Det er ikke i patienternes interesse. Det er heller ikke i samfundets interesse.

LÆS OGSÅ: Økonom bag hyldet regnemodel: Mulige gevinster ved at gå til diabetes, psykiatri og sclerose på en klogere måde

Det eneste argument, der anes i horisonten, er håbet om, at Rigshospitalet måske får tilført midler fra sundhedsrådenes økonomi. Men håb er som bekendt ikke en strategi. Der følger ingen konkrete ressourcer med det øgede ansvar. Ingen flere hænder. Ingen ny kapacitet. Tværtimod.

Grundlæggende fejltagelse

Det, vi ser udfolde sig netop nu, er en af de største fejl, man kan begå i forbindelse med den nye sundhedsstruktur: Nemlig at smøre højt specialiserede funktioner alt for tyndt ud over det sundhedsfaglige landskab – ud fra et – velment, men naivt – ønske om nærhed. Og ja, meget kan og bør gøres mere nært. Men det gælder ikke alt – og slet ikke det, der er særligt svært.

Behandling af sclerose og andre alvorlige neurologiske sygdomme er netop et område, hvor kompleksiteten, forskningsbehovet og den kliniske erfaring kræver samling og koncentration. Det er en misforståelse, at nærhed altid er lig med kvalitet. For patienter med en kompleks neurologisk sygdom er kvalitet lig med adgang til specialiseret viden, kontinuitet og et stærkt fagligt miljø.

LÆS OGSÅ: Dansk Industri og Scleroseforeningen i samlet opråb: Styrket samarbejde kan redde arbejdspladser for syge mennesker

Derfor kan vores klare opfordring kun lyde: Bevar den højt specialiserede sclerosebehandling samlet på Rigshospitalet. Det handler om mennesker med en kronisk, uhelbredelig og alvorlig sygdom. Det handler om at bevare og udvikle et af Danmarks mest specialiserede faglige miljøer på et sygdomsområde, som vi med verdensrekorden i sclerose er særlig hårdt ramt på i Danmark. Og det handler om at sikre kvalitet og sammenhæng i fremtidens sundhedsvæsen – ikke udhule det i effektiviseringens navn.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR