A4 Sundhed
Køb abonnement

SMVdanmark: Fagfolk i hele landet over står med en ekspertise, som ikke inddrages tilstrækkeligt i dag. Det spænder ben for et sundere Danmark

Debat|
26. august 2025 kl. 6.00
Alexander Søndergaard er underdirektør for politik & analyse i SMVdanmark | Foto: SMVdanmark
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.
Samarbejde med private sundhedsaktører som personlige trænere og fysioterapeuter bør øges for at aflaste det offentlige sundhedsvæsen og skabe bedre behandlingsmuligheder i takt med, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet, skriver SMVdanmark i et debatindlæg.

I EN NY ANALYSE, som SMVdanmark har udarbejdet, ser man tydeligt en stigende tendens: Danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet - faktisk er det rekordmange, som fortsætter efter pensionsalderen. En meget positiv udvikling som gerne skal fortsætte. Det er godt for den enkelte, virksomhederne og dansk økonomi.

Alene regningen for de kommende forsvarsinvesteringer, og behovet for tusindvis af nye medarbejdere i såvel forsvarsindustrien som i Forsvaret, gør det nødvendigt, at vi indretter vores samfund således, at danskerne ikke bare har lyst til at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen, men faktisk har endnu bedre mulighed for det end i dag.

LÆS OGSÅ: 3F: Uanset hvor meget du forebygger, er der nogle jobs, man ikke kan have, indtil man bliver 70

Der er blandt andet behov for at investere mere i forebyggelse og folkesundhed, herunder særligt den såkaldte tidlige forebyggelse - inden man udvikler kroniske sygdomme.

I rapporten Danskernes Sundhed 2023, som er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, anbefales det at understøtte mere fysisk aktivitet både i dagtilbud og på arbejdspladser.

EN DEL AF LØSNINGEN kunne være at gøre det lettere for arbejdsgiverne at understøtte medarbejdernes sundhed. Konkret foreslår vi, at medarbejderne ikke skal beskattes af motionstilbud, som de har fået gennem deres arbejdsplads. På den måde kan man for eksempel gå til fitness sammen med kollegerne uden at skulle bekymre sig om en skatteregning. Det er en model, der blandt andet kendes fra Sverige og Finland.

LÆS OGSÅ: I mange år var arbejdsmarkedets parter skeptiske over for motionsøvelser på arbejdspladsen. Men stemningen er vendt, og det kan ses på tallene

Et andet oplagt, og desværre underprioriteret element, er, at man øger samarbejdet med private sundhedsaktører. Det er ikke nogen hemmelighed, at det danske sundhedsvæsen er presset.

En række aktører såsom personlige trænere og fysioterapeuter er klar til at fylde mere i både behandlings- og rehabiliteringstilbud i samarbejde med det offentlige sundhedsvæsen.

Samtidig bør vi tænke mere i pakkebaseret behandling inden for fysioterapien og gøre op med det forældede ydernummersystem, som skaber ringe markedsvilkår.

LÆS OGSÅ: Efter kritik: Seks sundhedsordførere er åbne for at ændre eller afskaffe ydernummersystemet blandt fysioterapeuter

Der er brug at inddrage dem, som i dag står uden for de eksisterende behandlingstilbud.

Vi har for eksempel konkrete efterspørgsler fra virksomheder om at blive inddraget mere af det offentlige og være indtænkt i behandlingstilbud, hvor deres profession har en bevist behandlende effekt.

Et øget samarbejde vil ikke skabe A- og B-hold, men være et vigtigt skridt, som i sidste ende kommer danskerne til gavn.

MANGE FAGFOLK VIL gerne bidrage, men vi har ikke indrettet sundhedsvæsenet tilstrækkeligt fleksibelt til, at den personlige træner Emil kan modtage henvisninger, eller fysioterapeuten Mathias er tænkt med fra start.

Fagfolk i hele landet over står med en ekspertise, som ikke inddrages tilstrækkeligt i dag. Løsningerne er der og vil bidrage til bedre behandling af patienterne. Men man spænder ben for et sundere Danmark, og et øget arbejdsudbud, når man glemmer de små lokale aktører, som gerne vil supplere det eksisterende sundhedsvæsen.

Et øget samarbejde vil være en gevinst for det offentlige, danskernes sundhed og dermed forstærke tendensen med de mange, der tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR