DEMENS ER EN STILLE SUNDHEDSKRISE, som vokser år for år. Flere tusinde lever med sygdommen uden at vide det, og endnu flere kæmper som pårørende i et system, der hverken har tid eller sammenhæng nok. Vi har viden og anbefalinger – men vi handler for langsomt.
I Region Hovedstaden er der omkring 27.000 ældre over 65 år, som vurderes at leve med demens. I Region Sjælland gælder det 15.800. Men kun en brøkdel er registreret i sundhedssystemet. Forskellen mellem registrerede og estimerede tilfælde viser, hvor stort et mørketal vi reelt står med – og hvor mange, der falder mellem stolene.
Når sygdommen opdages sent, mister mennesker muligheden for tidlig behandling, støtte og planlægning. Og presset havner hos de pårørende, som ofte står alene med en opgave, der burde være et fælles ansvar.
Professor Gunhild Waldemar, leder af Nationalt Videnscenter for Demens, har i årevis påpeget, at Danmark har en alvorlig udfordring med sen diagnostik og manglende sammenhæng i indsatsen. Hun understreger behovet for både tidlig opsporing, tværfaglige udredningsenheder og støtte til pårørende.
LÆS OGSÅ: Kommunalpolitikere frygter, at sundhedsrådene kommer til at tippe til regionernes fordel
Den nationale Dansk Klinisk Kvalitetsdatabase for Demens (Dandem) dokumenterer, at mindre udredningsenheder har større variation i kvalitet og dårligere adgang til nødvendige undersøgelser. Det betyder, at kvaliteten afhænger af postnummer – og at borgerne i Region Sjælland generelt har sværere adgang til hurtig og kvalificeret udredning end borgere i hovedstaden. Det er uacceptabelt i et velfærdssamfund, hvor alle burde have lige adgang til sundhed.
Derfor skal udredning og behandling samles i robuste, tværfaglige enheder med neurologer, geriatere, psykiatere, neuropsykologer og sygeplejersker med specialviden. Og hjælpen skal være tilgængelig – uanset om man bor i København, Næstved, Nakskov eller på Bornholm.
Demens er ikke én sygdom, men mange forskellige tilstande, der kræver forskellig udredning, behandling og støtte. Det gør området fagligt komplekst – og understreger behovet for en stærk faglig og organisatorisk sammenhæng mellem region, kommune og almen praksis.
Derfor skal indsatsen kobles tættere til ældreområdet og det nære sundhedsvæsen. Når flere ældre med demens fremover skal udredes og støttes tættere på hjemmet, kræver det, at personalet i både kommuner og praksis har de rette kompetencer – og adgang til hurtig sparring fra specialister.
DET ER EN KÆMPE UDDANNELSESOPGAVE. Sygeplejersker, sosu’er, terapeuter og læger skal klædes bedre på til at genkende de tidlige tegn, handle fagligt og støtte pårørende. Vi skal investere i kompetenceudvikling og skabe læringsmiljøer på tværs af sektorer – for uden viden og fælles sprog mister vi både tid og kvalitet.
Som sygeplejerske og regionsrådsmedlem oplever jeg, hvor meget det betyder, når patienter og pårørende mødes af medarbejdere, der forstår sygdommen og handler rettidigt. Vi har brug for at styrke fagligheden, skabe sammenhæng og sikre, at mennesker med demens og deres familier ikke skal kæmpe alene.
Demens er ikke kun en diagnose. Det er en livsomvæltning, der berører hele familien og stiller krav til hele vores sundhedsvæsen. Vi skal have modet til at investere i et sundhedsvæsen, der hænger sammen – på tværs af sektorer, professioner og geografiske skel.
For vi kan ikke acceptere, at hvor man bor, afgør, hvor god hjælp man får.
Det handler om værdighed, tryghed og respekt – og om hvilket sundhedsvæsen vi vil give videre til de næste generationer.
