HK Stat Hovedstaden: Valget mellem medicin og mad er uacceptabelt i et land som Danmark

MAN SKULLE IKKE TRO, det var et valg, nogen i Danmark stod overfor. Desværre er valget mellem mad og medicin en realitet for flere og flere. I HK møder vi flere og flere medlemmer, hvis budget vælter, når de står på apoteket og skal betale for deres medicin.

Lad mig give et eksempel, der stadig gør ondt. En ung mor i vores netværk fik som voksen endelig stillet en ADHD-diagnose. Medicinen hjalp. For første gang hang hverdagen sammen. Men glæden blev kort. For da regningen kom, måtte hun vælge: Skal pengene gå til hendes piller – eller til mad og tøj til børnene?

Flere af vores medlemmer – især unge og unge forældre i lavtlønnede job – fortæller, at de ikke længere har råd til deres medicin. Når man allerede kæmper med stigende priser og huslejer, vælter 1.000 kroner ekstra om måneden hele økonomien. Og det har dramatiske konsekvenser.

LÆS OGSÅ: Topforskere tegner dystert billede af uligheden i sundhed: “Der er en bevidst blindhed fra lederne i sundhedsvæsnets og fra politikernes side”

En anden kvinde fortæller, at hun har brugt over et år og fire forskellige præparater på at finde den rette behandling. Hver gang har hun selv skullet betale for en ny stor pakke medicin – uden sikkerhed for effekt.

Tilskudssystemet er desværre tungt og uigennemskueligt. Det kræver kvitteringer, logik og struktur – alt det, man netop kæmper med, når man for eksempel har en diagnose som ADHD.

Flere står med skuffer fulde af dyr medicin, de ikke bruger. De har svært ved at skille sig af med den. Hvad nu hvis de får brug for den igen? Eller hvis en veninde mangler? Risikoen er desværre også, at pillerne havner i hænderne på unge som feststoffer. Det må vi ikke acceptere.

I HK'S NETVÆRK 'På job med mere', hvor medlemmer med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser deler erfaringer, hører vi det igen og igen: Adgang til medicin handler ikke kun om penge, men også om at navigere i et system, der er uoverskueligt og usammenhængende. Selv når man finder den rette medicin, kan den være udsolgt – og medlemmer må ofte køre langt for at finde den næste billigere pakke.

De hjælper hinanden med at finde lagre i forskellige landsdele. Det burde ikke være nødvendigt.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Kortuddannede har ikke bare færre leveår end folk med lange uddannelser, de har også færre år med godt mentalt helbred

Det her handler ikke bare om sundhed. Det handler også om arbejdsmarkedet. Vi har brug for alle hænder – også dem med ADHD, autisme eller andre diagnoser. Mange af dem vil rigtig gerne bidrage og være selvforsørgende. Men systemet spænder ben. Det er ikke bare urimeligt – det er uøkonomisk, umenneskeligt og ulogisk.

Der er politiske løsninger, som bør tages i brug nu:

• Gør medicin gratis i udredningsfasen, så man trygt kan finde den rette behandling uden økonomisk pres
• Forhøj medicintilskuddet markant for personer med varige diagnoser – uanset alder og indkomst
• Indfør et loft over egenbetaling for lavtlønnede og enlige forsørgere
• Forenkl tilskudsprocessen, og giv sundhedssystemet ansvar for at hjælpe med ansøgningerne
• Undersøg national lagerstyring, så billig medicin ikke bliver en kamp om at komme først 

I et velfærdssamfund burde det være en selvfølge, at man kan få den medicin, man har brug for – uden at gå på kompromis med børnenes mad. Det burde være en investering i mennesker, arbejdskraft og fællesskab.

I stedet er det blevet en kamp ved kasseapparatet. Det bør ændres. Nu.