De fire store velfærdsuddannelser har mistet næsten 40 procent ansøgere på 10 år
Igen er årets søgetal til de fire store velfærdsuddannelser trist læsning.
Uddannelserne til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver har i dag fået næsten 40 procent færre kvote-1-ansøgninger siden 2015, viser tal fra Danske Professionshøjskoler.
Særligt pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen er generelt hårdt ramt på 1.prioritetsansøgere med det største fald på henholdsvis 45 procent og 37 procent.
Og generelt er ansøgningen til landets seks professionshøjskoler da også faldet markant de seneste ti år, der fra 2015 til 2024 har fået 32 procent færre ansøgere, hvilket er mere end 10.000 færre ansøgere end for 10 år siden.
Den bekymrende udvikling sætter en tyk streg under behovet for en ambitiøs reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, lyder det fra Danske Professionshøjskoler.
”Vi har brug for en politisk reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, der sætter ambitionerne tårnhøjt. Det er helt afgørende, at vi ikke blot lapper eller laver småjusteringer af enkeltuddannelser. At skabe attraktive professionsuddannelser og få unge til at vælge de uddannelser og karriereveje til kræver helt nye, strukturelle greb”, lyder det fra Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler, i en pressemeddelelse.
Massiv fremgang I Aarhus
En uddannelse har dog så stor fremgang i antal 1.prioritetsansøgninger, at der forventes mange afslag.
Sygeplejerskeuddannelsen på VIA har modtaget ti procent flere kvote-1-ansøgninger i 2024 i forhold til 2023 - særligt afdelingen i Aarhus bidrager til fremgangen med 120 flere ansøgninger end sidste år, hvilket svarer til mere end 20 procent fremgang.
Det er dog flere ansøgere, end der er plads til i Aarhus, hvilket betyder, at der skal gives afslag til mange af ansøgerne, forklarer Maria Dyhrberg Rasmussen, der er uddannelsesdekan for sygeplejerskeuddannelsen hos VIA, i en pressemeddelelse.
Hun håber derfor, at nogle af dem vil søge de ledige studiepladser, der kommer til at være på sygeplejerskeuddannelser andre steder i regionen – herunder Randers og Silkeborg.
Også på UC Syd hitter sygeplejerskeuddannelsen i Aabenraa med en markant fremgang på hele 48 procent siden sidste år.