AMU Fyn: Kommende reform af ungdomsuddannelserne må ikke stå i vejen for VEU-området
I BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTERIET ER DER LAGT OP TIL omfattende strukturændringer på ungdomsuddannelserne. Ændringerne skal sikre, at flere får en ungdomsuddannelse, og at denne uddannelse giver faglige kompetencer. I Uddannelses- og Forskningsministeriet planlægges forkortelser af flere videregående uddannelser. Dette skal finansiere omlægninger på Børne- og Undervisningsministeriets område og skaffe mere arbejdskraft til et arbejdsmarked under pres.
Begge policy-områder er præget af stærke interesseorganisationer, solide offentlige institutioner og meget politisk opmærksomhed. Hvis al energi bruges på de store fuldtidsområder, vil det være vanskeligt at tænke nyt omkring hele voksenområdet, som også kræver nye politiske initiativer.
LÆS OGSÅ: Overblik: Se alle artikler om en ny ungdomsuddannelse
Voksenområdet er præget af skrumpende aktivitet, indviklede finansieringsformer, manglende voksenvejledning, underprioritering i den pædagogiske forskning samt elever og kursister, der ikke er organiseret i indflydelsesrige elevorganisationer.
God undervisning på voksenområdet kan øge produktiviteten og fremme omstillingen - for eksempel inden for bæredygtighed og automatisering. Det er derfor vigtigt, at politikerne også afsætter energi til at tage fat på de udfordringer, der ligger i voksenuddannelserne.