
KÆRE NYE UNDERVISNINGSMINISTER, der er brug for et opgør med at tale om erhvervsuddannelserne som en plan B og i stedet finansiere dem som den samfundskritiske motor, de rent faktisk er. For uden faglærte hænder går både den grønne omstilling og vores nationale sikkerhed i stå.
Virkeligheden sender et ildevarslende signal. Søgetallene til erhvervsskolerne er dykket til det laveste niveau i næsten et årti. Og selvom de tekniske fag klarer sig bedre, så er det et paradoks af dimensioner, når vi samtidig står midt i en tid, hvor behovet for teknisk ekspertise aldrig har været mere akut.
DEBATSERIE: DAGSORDENEN FOR KOMMENDE UNDERVISNINGSMINISTER
A4 Uddannelse har igangsat en debatserie med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvis jeg skulle sætte dagsordenen for en kommende undervisningsminister
- 25.3.2026: Flemming Zachariasen, direktør U/Nord: Fire dagsordener til den kommende undervisningsminister
- 30.3.2026: Anders Frikke, formand GL: EPX skal på plads som en uddannelse, der åbner døre for de unge
- 10.4.2026: Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet: Der venter tunge dagsordner for den kommende undervisningsminister
- 17.4. 2026: Ole Heinager, adm. direktør, Next Uddannelse København: Skab et uddannelsessystem, der passer til de unge – ikke omvendt
- 21.4.2026: Tue Sanderhage, Danske HF & VUC: En ny minister skal styrke voksenuddannelserne
- 28.04: Morten Emborg, direktør på TEC: EPX-udspillet kalder på reform af erhvervsuddannelserne – og dén bør have førsteprioritet hos vores nye undervisningsminister
- 28.04.2026: Ungeklimarådets arbejdsgruppe 'Uddannelser til fremtiden': Den grønne omstilling kræver også et grønnere uddannelsessystem
- 08.05.2026: Maria Schougaard Berntsen, underdirektør Tekniq: Her er det tekniske erhvervslivs ønskeliste til den nye undervisningsminister
Enten tør en kommende minister handle nu, eller også accepterer vi, at fundamentet under fremtidens infrastruktur, klimamål og samfundets robusthed smuldrer.
Fra ambitioner til praktisk virkelighed
Løftet om den nye ungdomsuddannelse, EPX, er et modigt og nødvendigt eksperiment. Det åbner dørene for et mere attraktivt ungdomsmiljø, hvor teori og praksis tæller lige højt. Men vi har ikke råd til, at EPX bliver en omgang politisk skrivebordsarbejde. Hvis uddannelsen skal blive en succeshistorie, skal undervisningen emme af kvalitet fra første skoledag. Det kræver et læringsmiljø, der ikke blot taler om det stolte håndværk, men også praktiserer det på et niveau, så både unge og forældre ser det som et prestigefyldt tilvalg.
LÆS OGSÅ: Erhvervsskolerne har laveste søgetal i ni år trods milliarder af kroner og øget opmærksomhed
Samtidig må vi ikke begå den fejl at glemme de unge, der har fundet deres kald i livet. Der findes en stor gruppe, som allerede efter 9. klasse brænder for at blive elektrikere, smede eller VVS’ere. For dem skal der fortsat findes en hurtig og barrierefri motorvej ind i faget. Også selvom lærepladsen ikke nødvendigvis ligger klar fra første dag.
Et opgør med de slidte rammer
Vi kan ikke nøjes med at planlægge frem mod 2030. Virksomhederne mangler faglærte nu, og derfor skal den næste minister holde hånden under vores eksisterende erhvervsskoler. I dag møder lærlingene desværre alt for ofte en grel kontrast: De kommer fra moderne virksomheder med højteknologisk udstyr og træder ind i værksteder med forældede maskiner og slidte faciliteter. Det er en direkte demotiverende spiral, der starter med et utidssvarende taxametersystem.
Den kommende minister bør prioritere en gennemgribende modernisering af økonomien bag skolerne. Det koster penge at uddanne til en digitaliseret og grøn fremtid, og ressourcerne skal målrettes de uddannelser, hvor behovet for teknisk udstyr er størst.
Faglært snilde er sikkerhedspolitik
Vi er desuden nødt til at tænke uddannelse ind i et større sikkerhedspolitisk billede. Dygtige elektrikere og smede er fundamentet for vores kritiske infrastruktur og forsvar, så derfor skal vi skabe mere fleksible overgange mellem erhvervslivet og Forsvaret. Det kan for eksempel ske gennem tekniske specialenheder i reserven, så vi kan vi sikre, at samfundet altid har adgang til den nyeste teknologiske viden. Derudover skal Stem-kompetencerne ind på den forlængede værnepligt.
En ny minister har chancen for at bryde årtiers negligering. Vi har brug for færre bureaukratiske byrder og flere modige valg, der gør erhvervsskolerne til moderne innovationscentre. Vejen mod et bæredygtigt og robust Danmark begynder også der.
















