DER ER BRED POLITISK ENIGHED OM, at folkeskolen skal løftes. I valgkampen blev der talt om bedre trivsel, stærkere faglighed og en skole, der kan rumme flere elever. Men midt i ambitionerne overses et helt grundlæggende element i undervisningen: De læremidler, som lærere og elever arbejder med hver dag.
Danmark investerer markant mindre i læremidler end vores nabolande. Ifølge en analyse fra Danske Forlag bruger Danmark omkring 501 kroner per elev om året på læremidler i grundskolen. I Norge er tallet omkring 1.180 kroner, i Finland 977 kroner og i Sverige 632 kroner. Samtidig udgør læremidler blot omkring 0,7 procent af kommunernes samlede skolebudgetter.
Det er bemærkelsesværdigt, for undervisningsmidler er ikke en perifer del af skolen. De er fundamentet for undervisningen – de redskaber, lærere bruger til at forklare, strukturere og variere undervisningen, og som elever bruger til at tilegne sig ny viden.
Samtidig er udgifterne til specialundervisning steget markant. Ifølge tal fra KL går omkring 28 procent af folkeskolens samlede udgifter i dag til specialundervisning, selvom kun cirka syv procent af eleverne modtager den. Der er bred enighed om, at elever med særlige behov skal have den nødvendige støtte. Problemet er, at de stigende udgifter ikke er fulgt af tilsvarende løft af de samlede skolebudgetter.
Resultatet er en intern omfordeling, hvor midler flyttes fra almenundervisningen – blandt andet fra læremidler – for at finansiere specialindsatser. Når budgetterne presses, bliver nye bøger og opdaterede materialer ofte en af de poster, der udskydes.
Samtidig viser analyser fra Danske Forlag, at salget af trykte lærebøger er faldet med omkring ti procent på bare ét år. Mange steder er analoge materialer blevet skåret ned uden nødvendigvis at blive erstattet af kvalitetssikrede digitale alternativer.
Debatten om skærm eller bog risikerer derfor at ramme ved siden af. I virkeligheden handler god undervisning sjældent om enten-eller. Analoge og digitale læremidler kan supplere hinanden og skabe variation i undervisningen. Det afgørende er, at lærerne har adgang til opdaterede og fagligt funderede materialer.
Når materialerne mangler, må lærerne i stigende grad selv producere eller sammensætte undervisningsmateriale. Det gør mange med stor kreativitet, men det tager tid fra kerneopgaven: at undervise, følge op og støtte den enkelte elev.
Der er politisk opmærksomhed på området. Med folkeskolens kvalitetsprogram har Børne- og Undervisningsministeriet afsat midler til flere bøger og bedre faglokaler. Det er et vigtigt skridt. Men midlerne ændrer ikke ved, at læremidler fortsat udgør en ganske lille del af skolernes samlede budgetter.
Hvis ambitionen er at styrke kvaliteten i folkeskolen, må vi også se på investeringerne i undervisningens fundament. Læremidler er ikke en luksuspost. De er en forudsætning for god undervisning. Og hvis vi vil styrke folkeskolen, må vi sikre, at lærere og elever har adgang til de redskaber, der gør god undervisning mulig.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi har råd til at investere mere i læremidler. Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
