OVER EN KOP KAFFE brugte jeg i min juleferie en stund til at gøre status på året for erhvervsuddannelserne. Her på årets sidste dage kunne en tanke nemlig ikke slippe mig omkring, hvor meget - eller mere, hvor lidt - vi har lykkedes.
Internt i elev/lærlinge- og den ungdomspolitiske bevægelse har man de seneste to år dvælet ved et succesfuldt oprør; lærlingeoprøret, og de voksne i moderpartierne og fagbevægelsen har stået i kø for at give deres anerkendelse. Senest har initiativtagerne fået tildelt Svend Auken-Prisen.
Det lykkedes også enestående at samle arbejdsgiver- og arbejdstagerforeningerne i en samlet kampagne, hvilket er en sejr i sig selv. Det lykkedes også at få penge til erhvervsuddannelse.
Spørgsmålet er bare, om det er nok? Er penge i sig selv vejen til succes, eller har et oprør med fokus på de ringe forhold skolerne tilbyder overhovedet haft den ønskede effekt?
ERHVERVSUDDANNELSERNE LIDER utvivlsomt under et image, som skiftende regeringer forgæves har forsøgt at komme til livs med det formål at få flere til at søge ind på uddannelserne. Uddannelsernes ry og rygte har sikret en bundplacering blandt afgangsklasserne i folkeskolen, og vi oplever stadig, at færre og færre unge vælger en erhvervsuddannelse. Vel og mærket i en tid, hvor vi aldrig har haft brug for flere.
Nu har SVM-regeringen lyttet til oprøret, og kritikere af dette indlæg vil nok sige, at jeg er for tidligt ude og ikke har givet pengene lov til at arbejde. Problemet med erhvervsuddannelserne er dog ikke blot mangel på penge, men en stærk selvforstærkende kultur - for eksempel har uddannelserne først selv taget grøn omstilling ind, da ministeriet tvang dem til det, og svendeprøverne blev først udviklet, da eleverne selv krævede det.
Trods alle de gode hensigter, som lærlingeoprøret har haft, så har det reelt kun bidraget til én ting; fastholdelse af erhvervsuddannelserne dårlige ry
Peter Bøgh Kjærulff, arbejdsmarkedsdebattør
Derfor er pengene ingenting værd, hvis de ikke bliver brugt korrekt, og indtil videre ser det trist ud. Erhvervsskolerne har gang på gang lukket uddannelser, og de begynder at ligne regionale ramponerede campusser frem for sprudlende lokaluddannelser, som kunne være et reelt alternativ til gymnasierne.
Kun de færreste unge vil vælge en uddannelse med erhvervsuddannelsernes rygte, hvor de frivilligt skal tage bussen, når den endelig kører, 30-50 kilometer væk fra vennerne for at gå på uddannelse og deltage i fredagsbar - og slet ikke når tilbuddet er i baghaven i form af STX.
LÆS OGSÅ: S-ordfører: Lærlingeoprøret har bidraget til den negative fortælling om erhvervsuddannelserne
Når alt kommer til alt, så virker det som om, at det øgede fokus som lærlingeoprøret skabte har været katalysator for den modsatte effekt end den ønskede. Lærlingene har berettiget brokket sig over den lave kvalitet, skolerne yder i form af forældet værktøj og lærerfri timer, men oveni det ringe ry uddannelserne har i forvejen, så har det kun bidraget til at flytte uddannelserne ned ad de unges rangliste. Knap hvert femte afgangselev fra folkeskolen har sat kryds ved en erhvervsuddannelse de seneste år.
TRODS ALLE DE GODE HENSIGTER, som lærlingeoprøret har haft, så har det reelt kun bidraget til én ting; fastholdelse af erhvervsuddannelsernes dårlige ry.
For problemet er, at man ikke har lyttet til dem, som skal vælge erhvervsuddannelserne, men alene dem som allerede har valgt dem. Hvis ikke oprørets fokus og tilhørende millioner af kroner bliver forvaltet strategisk, men blot fyldt ned i skolernes driftsbudget, så får vi ikke de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og dermed bliver også denne indsats en selvopfyldende profeti, hvis ikke vi bryder den måde, hvorpå vi tænker erhvervsuddannelser på.
Mine bud er følgende:
- Skoleperioderne skal være længere, og mere systematisk planlagt, så man møder dem, man kender
- Skolerne skal tilbyde flere specialkurser, så eleverne kan søge det, som virkelig tænder dem
- Skolerne skal turde være firstmovers på emner, som er nye i branchen. Det kan være med gæsteundervisere, som universiteterne ofte gør brug af
- Måske skal der også gives en øget tilskud til virksomhederne, så de motiveres til at tage flere lærlinge, end de har brug for
- Slutteligt så skal vi overveje, om uddannelsernes struktur skal være anderledes end i dag - skal uddannelserne slås sammen, så man først i slutningen af uddannelserne specialiserer sig? Skal grundforløb to være længere men med vekselundervisning, eller skal uddannelserne slås sammen (fx tømrer og glarmester)?
Gjorde indlægget ondt? Så er det nok fordi, at tiden er inde til, at vi IKKE gør, som vi plejer. En ting er sikkert: Pengene i sig selv løser ikke erhvervsuddannelsernes rekrutteringsproblemer.
