
Over de næste fire år vil Boss Ladies FGU arbejde for at skabe et uddannelses- og arbejdsfællesskab for kvinder på landets FGU-institutioner, skriver Divérs i en pressemeddelelse.
Formålet med indsatsen er at få flere kvinder til at tage en erhvervsuddannelse. Initiativtageren bag Boss Ladies FGU er nonprofitorganisationen Divérs, og projektet har fået 20 millioner kroner af Den A.P. Møllerske Støttefond.
Boss Ladies har i sin erhvervsskoleindsats arbejdet på at nedbryde stereotyper og fordomme, der skal støtte op om unge kvinders vej ind på de mandsdominerede erhvervsuddannelser.
I Boss Ladies FGU vil kvinder på FGU-institutionerne møde kvindelige faglærte fra forskellige brancher, der har succes med deres fag. I indsatsen vil man desuden oplyse de unge kvinder om deres uddannelsesmuligheder og styrke FGU-institutionernes kønsbevidsthed og forbindelse til det lokale erhvervsliv.
















