A4 Uddannelse
Køb abonnement

Danmark som foregangsland: Investering i fremtidens færdigheder styrker Europas konkurrenceevne

Debat|
3. september 2025 kl. 6.00
Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i DA | Foto: Dansk Arbejdsgiverforening
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

I NÆSTE UGE STÅR VI i en unik situation. Danmark er vært for EuroSkills 2025 – europamesterskaberne for unge på erhvervsuddannelserne. Samtidig afholdes et uddannelsesrådsmøde med deltagelse af EU-kommissæren og ministrene fra EU’s medlemslande. Vi håber på medaljer til Danmark og forventer en ny politisk erklæring om de fælles ambitioner om styrkede kompetencer i EU – en ”Herning-erklæring”.

Med et EU-formandskab på danske hænder har vi en særlig mulighed for at præge den europæiske dagsorden indtil årsskiftet. Det er en chance, vi bør gribe – også når det gælder fremtidens arbejdsmarked og de nødvendige kompetencer for, at Europa lykkes med den grønne og digitale omstilling.

LÆS OGSÅ: Tesfaye understreger fokus på grøn omstilling i erhvervsuddannelser ved DM i Skills

Europa står over for en akut mangel på faglært arbejdskraft. Alligevel er akademisk uddannelse stadig det mest prestigefyldte uddannelsesvalg i mange EU-lande. Det er på tide, at vi løfter erhvervsuddannelserne højere op på den politiske dagsorden – også i EU.

DERFOR MENER VI I DA, at Danmark bør bruge formandskabet til at sætte fokus på erhvervsuddannelser og livslang læring. EuroSkills 2025 i Herning er en oplagt anledning til at give undervisningsministrene fra EU’s medlemslande et praktisk indblik i, hvordan vi arbejder med erhvervsuddannelser i Danmark, herunder det tætte samarbejde mellem virksomheder og skoler for at uddanne fremtidens faglærte. På tværs af EU er der behov for at øge erhvervsuddannelsernes attraktivitet og styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne – fx via den EU-handlingsplan på området, der arbejdes med lige nu.

Samtidig skal vi sikre, at voksne har mulighed for at opkvalificere sig gennem hele arbejdslivet. Når teknologisk udvikling og grøn omstilling stiller nye krav til jobindhold og skaber behov for nye kompetencer, skal medarbejdernes færdigheder følge med udviklingen. Det handler om ny læring igennem hele arbejdslivet. Derfor bør vi arbejde for, at det i hele EU gøres nemmere at fremme fleksible og målrettede efteruddannelsestilbud – i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

EUROSKILLS 2023: Danmarks Skills-landshold opnår det bedste resultat nogensinde

Som formandskabsland kan Danmark vise, hvordan investering i erhvervsuddannelser og livslang læring kan styrke både konkurrenceevne og sammenhængskraft i Europa. Hvis vi vil lykkes med den grønne og digitale omstilling, kræver det, at vi prioriterer de færdigheder, der skal bære os fremad – ikke kun i morgen, men hele livet igennem. Det er tid til handling, og Danmark bør gå forrest.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR