HVIS VI VIL HAVE UDDANNELSER, der kan løfte både faglighed, dannelse og trivsel, må vi sikre
ordentlige arbejdsvilkår for dem, der underviser. Det gælder også den nye EPX-uddannelse, der
bliver kaldt en reform for fremtiden - men det er nutidens lærere, der skal realisere den.
På gymnasieområdet kender vi konsekvenserne af pressede arbejdsvilkår. I dag er omkring hver fjerde gymnasielærer på deltid - langt hovedparten ikke af lyst, men fordi fuld tid er blevet for hårdt. Det er et tydeligt faresignal. Efter en årrække med reformer, nedskæringer og fyringsrunder underviser en gennemsnitlig gymnasielærer i dag cirka 10 procent flere elever end for blot ti år siden – og vi har ikke fået mere, men mindre tid til opgaverne.
Når EPX’en kommer, skal lærerne desuden udvikle nye undervisningsformer, opbygge tværfaglige samarbejder og rumme nye elevgrupper. Og så har vi ikke engang nævnt det enorme arbejde, der forestår med at tilpasse alle uddannelser til en verden med kunstig intelligens.
UDEN EKSTRA RESSOURCER til at løfte de nye opgaver vil lærerne blive yderligere pressede, og så bliver EPX’en en sikker opskrift på faglig fiasko - med frafald blandt både lærere og elever. I Norge, som reformen ellers er inspireret af, er frafaldet på erhvervsuddannelserne enormt, og det skal vi undgå her i Danmark.
Det er afgørende, at politikerne fra begyndelsen har et realistisk ambitionsniveau. Se bare på folkeskolereformen, der vendte op og ned på lærernes arbejdsvilkår uden tilførsel af ekstra ressourcer: Resultatet var lærerflugt og faglig krise. Man kan ikke stille krav om meget mere, meget bedre og meget nyt uden at sikre de nødvendige ressourcer - vel at mærke ikke blot nye bygninger, maskiner, faglokaler og så videre, men også arbejdstid til lærerne.
For ambitionerne ér store: Epx skal rumme en bred og sammensat elevgruppe, den skal være såvel
boglig som praksisnær, og lærerne skal arbejde tæt sammen på tværs af fagligheder og uddannelsestraditioner. Der er samtidig en betydelig risiko for, at det nuværende gymnasium og EPX’en vil blive opfattet som en A- og en B-uddannelse. Hvis det skal undgås, kræver det lige fra begyndelsen tid og rammer til lærernes forberedelse og kollegiale samarbejde.
Det er samtidig vigtigt, at man ikke undervurderer de mindre synlige, men omfattende opgaver med at koordinere og opbygge et nyt arbejdsfællesskab - også med lærere med en anden uddannelsesmæssig baggrund og etablere og vedligeholde meningsfulde relationer til virksomheder, organisationer og institutioner uden for skolen.
Det er lærernes kompetencer, erfaring, viden og samarbejde om eleverne, der skal bære uddannelsens kvalitet og succes - elevernes undervisningsmiljø og lærernes arbejdsmiljø er to sider af samme mønt. Et dårligt arbejdsmiljø for lærerne forplanter sig som stress og udmattelse og som svagere relationer, lavere fagligt niveau og mindre tryghed blandt eleverne.
DER ER I DEN POLITISKE AFTALE LAGT OP TIL ”massive investeringer”, men der er ikke øremærket midler til kompetenceudvikling og fastholdelse af lærerne. Hvis man tager reformens ambitioner alvorligt, må der afsættes tid og ressourcer til lærernes efteruddannelse, til udviklingsarbejde på tværs af lærerværelset, til at lære hinandens fagligheder at kende og til at kunne hjælpe elever med vidt forskellige udfordringer.
Politikerne må tage arbejdsmiljøet dybt alvorligt for de lærere, der skal bære EPX-reformen. Ellers
bliver EPX’en en forudsigelig fiasko med store samfundsmæssige og menneskelige omkostninger.
