Efter 15 år som rektor: Stefan Hermann stopper på Københavns Professionshøjskole

stefanhermann2022
Foto: Københavns Professionshøjskole
16. aug. 2023 16.33
Københavns Professionshøjskole skal have ny rektor, da Stefan Hermann fra oktober skal være administrerende direktør i Life Fonden.

I mere end 15 år har Stefan Hermann været rektor på en af Danmarks store uddannelsesinstitutioner.

Men fra 1. oktober er det slut. 

Her forlader han Københavns Professionshøjskole og starter som administrerende direktør i Life Fonden. Her tager han over fra Christine Antorini, der har siddet på posten siden 2018.

”Det har været mit arbejdslivs hidtil allerstørste opgave at være med til såvel at skabe som at lede Metropol og siden KP. Det har været en stor ære og et privilegium at arbejde sammen med dygtige og kritiske medarbejdere og ledere, at involvere og lytte til vores studerende samt skabe forbindelser og alliancer med alt fra aftagere, kolleger, fagforeninger, politikere lokalt og nationalt, med fonde og NGO’er og mange, mange andre”, siger Stefan Hermann i en pressemeddelelse.

Stefan Hermann var oprindeligt rektor for professionshøjskolen Metropol i 10 år. De seneste fem år har han været ansvarlig for sammenlægningen af Metropol og UCC, der mundede ud i Københavns Professionshøjskolen. 

”Stefan Hermann har været en nøglefigur i skabelsen af Københavns Professionshøjskole og den position, som vi har fået. Han har været en formende kraft i sektoren og spillet en afgørende rolle også nationalt. Han har utrætteligt kæmpet for professionerne, for vores professionsuddannelser og samfundsbærende institutioner som f.eks. stærke folkeskoler, daginstitutioner og sygehuse," siger Jesper Fisker, bestyrelsesformand for Københavns Professionshøjskole.

I pressemeddelelsen skriver Københavns Professionshøjskole, at stillingen som rektor "slås op med henblik på besættelse så hurtigt som muligt".