Konsulenthus: Hvorfor måle på trivsel hvis vi ikke kan handle på det?

TRIVSEL OG MISTRIVSEL FYLDER rigtig meget i det store mediebillede, og det har det efterhånden gjort i en årrække. Omdrejningspunktet for det store fokus, og dermed også konklusioner på, hvordan unge under uddannelse trives, er den såkaldte ETU. Den nationale elevtrivselsundersøgelse, som alle ungdomsuddannelsesinstitutioner skal gennemføre, ved lov, en gang årligt.

ETU’en har mange besvarelser, der er med til at sætte undersøgelsens resultater i centrum, når vi diskuterer trivselsproblematikker. Trivselsundersøgelser bør generelt gøre os klogere på trivslen, men giver ETU’en et reelt indblik i, hvordan elever på tværs af vores uddannelsessystem faktisk trives?

Og sætter det uddannelsesinstitutionerne i stand til at handle, når der er tegn på mistrivsel, så flere elever kommer godt igennem deres uddannelsesforløb?

Det mener jeg ikke, og spørgsmålet er derfor, om tiden er til, at nytænke måden vi undersøger trivsel under uddannelse på.

LÆS OGSÅ: Forskning indikerer: Trivsel hos EUD-elever hænger mere sammen med fag end skole

Det er godt, at vi måler på trivslen blandt elever på ungdomsuddannelser, og jeg ønsker ikke at anfægte relevansen af at måle på trivsel. Jeg anfægter anvendeligheden af de lovpligtige årlige målinger. Og det er der flere grunde til.

En årlig måling er ikke tilstrækkelig

Hvis du arbejder med unge, så ved du, at trivsel er et dynamisk fænomen, som kan variere betydeligt over tid. Og med den viden, giver det så mening kun at spørge ind til, hvordan unge trives én gang om året og forvente, at det giver et retvisende billede af, hvordan unge under uddannelse generelt har det?

Den årlige trivselsmåling på erhvervsuddannelserne for 2022 viser eksempelvis, at eleverne på uddannelsen i gennemsnit scorer 4,0 på en skala fra 1-5. Det er umiddelbart en god score, når vi kigger på det sort på hvidt. Men hvordan kan det være, at vi står med en undersøgelse, der isoleret set tyder på, at de unge ikke mistrives, når fortællingen i mediebilledet og andre undersøgelser tegner et billede af, at de mistrives?

Når vi kun spørger én gang årligt, risikerer vi, at resultaterne - og dermed konklusionerne om trivslen for en stor del af den unge generation - er et udtryk for elevernes “dagsform”. Altså hvordan de har det i netop de dage, hvor undersøgelsen gennemføres. Har eleverne lige været på lejrtur eller lige været igennem hårde prøver?

LÆS OGSÅ: FGU'erne er pressede: Men eleverne scorer højt på trivsel for tredje år i træk

Det er blot eksempler på begivenheder, som vil påvirke besvarelserne i positiv eller negativ retning. Desuden bliver undersøgelsen typisk foretaget så langt inde i et skoleforløb, at dem der mistrives, allerede er faldet fra. Dermed får vi kun et indblik i trivslen blandt de elever, som faktisk er fastholdt, og ikke de elever, der scorer lavt, og som potentielt kan gribes og fastholdes.

Vi skal kunne handle på undersøgelserne med det samme

Formålet med at måle på trivsel bør altid være, at modtageren skal kunne handle på resultaterne. Det indebærer blandt andet, at undersøgelsen giver et retvisende billede af den nuværende situation. Samtidig skal resultaterne hurtigt være tilgængelige for de aktører, der skal handle på det - for eksempel undervisere, vejledere og ledelsen på institutionen.

Problemet med ETU-rapporterne er, at de typisk først er tilgængelige på den enkelte skole to til fire måneder efter undersøgelsen er foretaget. Dermed mister man muligheden for fx at iværksætte støtte til frafaldstruede elever eller forbedre det sociale miljø for det nuværende elevhold.

Hvordan måler vi, så vi får et mere retvisende billede?

Når vi som samfund har et ønske om at gøre en indsats for, at unge under uddannelse trives bedre, mener jeg, at det er nødvendigt, at vi ændrer måden, vi arbejder med trivselsmålinger på.

LÆS OGSÅ: Folkemødet: Se redaktørens 10 udvalgte debatter om uddannelse

Vi skal genoverveje de årlige bagudskuende undersøgelser og i stedet fokusere på kortere og hyppigere temperaturmålinger, som sætter undervisere, vejledere og ledere i stand til at handle forebyggende.