A4 Uddannelse
Køb abonnement

Hjemsendt rektor erstattes for anden gang

11. august 2025 kl. 6.00
Frederikssund Gymnasiums bestyrelse har konstitueret en ny rektor. | Foto: Frederikssund Gymnasium
Rektor på Frederikssund Gymnasium har indgået en fratrædelsesaftale. Bestyrelsen har nu valgt en afløser, og valget er ikke faldet på den konstituerede rektor.

Bestyrelsen på Frederikssund Gymnasium har konstitueret uddannelsesleder Anne Vedersø som rektor, fremgår det af skolens hjemmeside.

Det sker efter en hjemsendelse af tidligere rektor Agnethe Dybro Pedersen i maj, som forlod posten som rektor per 1. august efter at have indgået en fratrædelsesaftale med bestyrelsen. Hjemsendelsen kom på baggrund af dårlige arbejdspladsvurderinger.

Bestyrelsen havde ellers konstitueret vicerektor Morten Winther Ravn som rektor efter hjemsendelsen, men han forlader Frederikssund Gymnasium for at blive rektor på Gribskov Gymnasium, skriver gymnasiet. Frederikssund Gymnasiums bestyrelsesformand, Anne-Mette Worch, fortæller at det har været i proces længe før Agnethe Dybro Pedersens fratrædelse, at Morten Winther Ravn skulle overtage rektorstillingen på Gribskov Gymnasium.

"Anne er et super kvalificeret valg som konstitueret rektor, men vi var da ærgerlige over at sige farvel til Morten, da han også var et meget oplagt valg," fortæller Anne-Mette Worch.

Beslutningen om Frederikssund Gymnasiums næste rektor bliver planlagt af bestyrelsen på deres næste møde.

"Vi sætter en proces i gang på næste bestyrelsesmøde, hvor vi finder ud af hvad vi gør," siger Anne-Mette Worch. 

Mere fra A4 Uddannelse

GDPR