
Udlært industritekniker og debutant i Folketinget Thomas Skriver Jensen blev torsdag valgt til posten som erhvervsskoleordfører for Socialdemokratiet.
Netop erhvervsuddannelserne (EUD) øger hans politiske puls, og det var da også EUD, der havde en særlig plads i hans valgkamp, og på erhvervsskoleområdet han håber at sætte de største aftryk.
"Hvis det overhovedet skal give mening for mig at være her, så skal der ske noget på erhvervsskoleområdet. Det er virkelig positivt, at det lader til, at man rent faktisk virkelig tager det seriøst nu. Helt entydigt. Og det var det eneste, jeg i valgkampen kaldte for en hjertesag, det var erhvervsskolerne," siger han til A4 Uddannelse.
I min bog er jeg stadigvæk industriteknikker først og fremmest
Thomas Skriver Jensen , erhvervsskoleordfører for S
Ifølge Thomas Skriver Jensen "hersker der ældgamle idéer om, hvad det vil sige at tage en EUD". Han vil sætte en stopper for uddannelsessnobberiet i dag frem for i morgen, og det starter ifølge den nye erhvervsskoleordfører i grundskolen.
"Det dur ikke. Vi er nødt til at have nogle vejledere, der har mere forstand på, hvad der er af jobmuligheder. Vores vejledning skal være meget mere arbejdsmarkedsrettet. Det er det jo ikke i dag," siger Thomas Skriver Jensen.
Har selv mærket EUD's udfordringer
Den nye erhvervsskoleordfører har ikke alene EUD som hjertesag, han også en anden særlig grund til, at han valgte at stille op til Folketinget.
"Der er behov for nogle, som unge på erhvervsskolerne kan spejle sig i. For dem er der ikke mange af i dag," siger han.
LÆS OGSÅ: Portræt: Den nye undervisningsminister er selv et produkt af erhvervsuddannelserne
Thomas Skriver Jensens faglærte baggrund betyder også, at han har mærket EUD's velkendte udfordringer på egen krop, hvilket også var medvirkende til, at han valgte at blive folketingskandidat.
"Det var en speciel oplevelse på en erhvervsskole, hvor jeg på et tidspunkt sad og skulle have undervisning. Der var en lærer, som skulle undervise to hovedforløb 1-hold, et hovedforløb 2-hold og et svendeprøve-hold på samme tid i to forskellige lokaler og værksteder," gengiver han.
Engang faglært altid faglært
Thomas Skriver Jensen tænkte derfor, at han skulle have en politisk platform for at kunne forbedre de ringe forhold på EUD.
Selvom fabriksgulvet er skiftet ud, så vil han på Christiansborg hele tiden huske sit udgangspunkt for at blive politiker.
"Jeg anerkender, at der er mange, der siger, at jeg er politiker nu. I min bog er jeg stadigvæk industriteknikker først og fremmest. Det er dér, jeg kommer fra," understreger han.
Thomas Skriver Jensens partfælle Frederik Vad Nielsen er også debutant i Folketinget og skal være ordfører for ordblindhed og unges trivsel, hvilket han satte sin næse op efter allerede under folketingsvalget.
"Jeg håber på at få fokus på blandt andet ordblindeundervisning, FGU, TAMU, VUC og EUD. Men jeg vil under alle omstændigheder kæmpe for dem og de unge og hviske de rette i ørerne uanset hvad,” sagde Frederik Vad Nielsen til A4 Uddannelse tilbage i november.