
1. september tiltræder Randi Brinckmann en stilling som direktør for Diagnostisk Center på Rigshospitalet. Hun stopper dermed som dekan på Københavns Professionshøjskole (KP) efter knap 6,5 år.
Det skriver KP på LinkedIn.
Randi Brinckmann har været en del af uddannelsessektoren i 28 år, hvor hun startede som uddannelsesleder på Sygepleje- og Radiografskolen i Herlev tilbage i 1996.
Senere blev hun vicerektor på Sygepleje- og Radiografskolen og siden direktør og dekan på Professionshøjskolen Metropol, inden hun i 2018 blev dekan på den nyfusionerede Københavns Professionshøjskole.