
Det nyvalgte folketingsmedlem for De Konservative Lise Bertelsen er nu valgt af partiet til blandt andet at være børne- og undervisningsordfører, hvilket er et område, hun må siges at have haft berøring med i praksis, idet hun er uddannet specialpædagog.
”Der er meget at forholde sig til som undervisningsordfører. Jeg er særligt optaget af børn og unges trivsel, og at vi får skabt en kortere skoledag, hvor børn får oplevelsen af at lykkes og have det sjovt og rart via fællesskaber, læring og praktiske fag. I dag er der ikke gode nok muligheder for, at man kan lære gennem praktisk erfaring i skolen. Det skal vi i højere grad kunne tilbyde de børn, der lærer bedst på den måde, så de kan realisere deres potentiale,” skriver hun i et skriftligt svar til A4 Uddannelse.
Hun gik da også til valgkamp på sin mærkesag inden for uddannelse og beskæftigelse: at "grundet lav ledighed og kæmpemæssige rekrutteringsudfordringer Danmark står i, skal vi sikre, at alle aktiveres til fælles gavn for Danmark. Alle børn, unge og voksne skal motiveres til skolegang, uddannelse eller beskæftigelse. Det gælder også de borgere med fysiske eller psykiske udfordringer – vi har brug for alles arbejdskraft. Dette kræver at beskæftigelsesindsatsen målrettes," fremgår det på DR.
LÆS OGSÅ: De Konservative får ny ordfører for ungdomsuddannelser
"Jeg er taknemmelig, ydmyg og glad for, hvad der er tildelt mig og glæder mig helt vildt til at komme igang med det politiske arbejde. Jeg ved, jeg får travlt, men hvad gør det, når det er det, jeg trives bedst med," skriver Lise Bertelsen på sin profil på Instagram og fortsætter:
"Politik er det muliges kunst, man kan ikke altid få alt det, man ønsker sig, og så må man gå på kompromis, når kabaler skal gå op. Vigtigst af alt er at få det bedste ud af de kort, man er givet."
Lise Bertelsen blev valgt ind i Folketinget ved seneste folketingsvalg, hvor hun med 1.894 personlige stemmer placerede sig som De Konservatives næstbedste kandidat i Vestjylland.
Hun overtager ordførerskabet fra Gitte Willumsen, der ikke blev valgt ind i Folketinget.

















