
BUPL's vicedirektør, Bjørn Hansen, skifter til Københavns Professionshøjskole (KP), hvor han bliver dekan for Fakultet for Pædagogiske og Samfundsfaglige Uddannelser og Forskning.
Det skriver KP i en pressemeddelelse.
Han får ansvaret for blandt andet pædagog- og socialrådgiveruddannelsen, som begge er en del af den politiske aftale om en reform af professionsuddannelserne, som regeringen, SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik i marts.
Det overordnede mål med aftalen er at sikre professionsuddannelser af høj kvalitet med flere timer, mere vejledning og bedre praktikforløb.
Bjørn Hansen Hansens ansættelse skal da også ses i lyset af de uddannelsespolitiske forandringer, som regeringen har sat i gang, lyder det fra rektor på KP Anne Vang Rasmussen.
"De politiske reformer skaber et historisk momentum for at gentænke, hvordan vi uddanner til fremtidens velfærdssamfund. Bjørn får en nøglerolle i at omsætte reformernes ambitioner til uddannelser med høj kvalitet, stærke studiemiljøer og tydelig praksisforankring,” siger hun i pressemeddelelsen.
Bjørn Hansen har siden 2021 været vicedirektør i BUPL, han blandt andet har haft ansvar for blandt andet løn- og arbejdsvilkår, organisationsudvikling. Tidligere har han været direktør og medstifter i DeltagerDanmark.

















