A4 Uddannelse
Køb abonnement

Forstander: Der er behov for mere fleksible efteruddannelsesmuligheder for de faglærte

Debat|
30. januar 2026 kl. 10.30
Rasmus Kjær, forstander Skovskolen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet | Foto: Privat
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

PÅ PAPIRET SKORTER DET IKKE på mål og aftaler, der skal bane vejen til et grønnere Danmark. Desværre risikerer vi, at det eksisterende uddannelsesudbud ikke i tilstrækkelig grad følger med de nye kompetencekrav, som opstår, når politiske aftaler som European Green Deal, naturgenopretningsforordningen og den grønne trepart skal føres ud i livet. 

En større prioritering af vores naturværdier er vigtig af flere årsager. Mere skov giver bedre mulighed for at lade biogene byggematerialer erstatte stål og beton i byggeriet. Større naturområder vil skabe mere artsrigdom og modvirke udryddelse af dyr og planter. Flere grønne områder vil kunne afhjælpe oversvømmelse og modvirke overophedning af byer. Flere naturrigdomme skaber bedre muligheder for sundheds- og trivselsfremmende udfoldelse i naturen.

LÆS OGSÅ: Analyse: Grøn omstilling kræver kompetenceudvikling af ufaglærte

Ovenstående potentialer kan imidlertid kun indløses, hvis der samarbejdes kompetent på tværs af niveauer - lige fra det udførende arbejde til sagsbehandling, ledelse og politiske beslutninger. Kort sagt mister både politik og sagsbehandling sin værdi, hvis det ikke matcher den virkelighed, som den udførende praktiker møder. På samme vis sker der ingen fremdrift mod de overordnede mål, hvis ikke praktikerne forstår, hvordan deres konkrete indgreb understøtter og bidrager til helheden. Derfor er der behov for, at flere uddanner sig til at agere bindeled mellem niveauerne, fordi netop disse funktioner kan sikre, at beslutninger og praksis hænger sammen.

DESVÆRRE ER DET I DAG tæt på umuligt for en faglært landmand, skov- og naturtekniker, anlægsgartner eller gartner at efteruddanne sig på et højere niveau end sin nuværende uddannelse. Ikke medmindre vedkommende er parat til at forlade sit gode job til fordel for flere års fuldtidsstudie på SU som for eksempel jordbrugsteknolog eller skov- og landskabsingeniør. Det er en uholdbar situation i en sektor, der samtidig står midt i en massiv omstilling. Derfor er der behov for mere fleksible efteruddannelsesmuligheder for de faglærte, der ønsker at dygtiggøre sig inden for forvaltning af vores skove, landskaber, grønne byområder og vildt. 

De fleksible og økonomisk realiserbare efteruddannelsesmuligheder er i den forbindelse helt afgørende. En DEA-undersøgelse om motivation og barrierer for faglærtes deltagelse i efteruddannelse har tidligere vist, at økonomiske forhold, tilgængelighed, relevans og manglende tidsmæssig fleksibilitet er blandt de største barrierer for, at faglærte vælger at efteruddanne sig.

Nogle af disse barrierer ville kunne imødegås ved oprettelse af flere grønne deltidsuddannelser på akademiniveau, hvor faglærte med to års relevant erhvervserfaring kan efteruddanne sig fleksibelt, mens de er i lønnet arbejde. På Skovskolen ved Københavns Universitet ønsker vi derfor også at kunne oprette en akademiuddannelse i naturforvaltning i den nærmeste fremtid.

LÆS OGSÅ: Grøn skattereform indeholder 200 mio. til grøn efteruddannelse

Denne og andre typer af efteruddannelsestiltag haster i den grønne sektor. Vi befinder os lige nu i en markant omstillingsproces, som har direkte betydning for opgaverne inden for forvaltning af natur og grønne områder. Det vil have beskæftigelsesmæssige konsekvenser og vil, som professor Lars Gårn Hansen fra Institut for Fødevare- og ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns Universitet har vurderet, betyde, at op imod 1.100 arbejdspladser vil rykke fra landbruget til skov- og naturforvaltningsområdet. 

Der er derfor behov for en ekstra indsats for at motivere både virksomheder, grønne organisationer og faglærte til at efteruddanne sig.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR