A4 Uddannelse
Køb abonnement

Christina Laugesen bliver ny chef for ungdomsuddannelser hos EVA

Navnenyt|
8. september 2023 kl. 13.45
Christina Laugesen starter 2. oktober som ny chef for ungdomsuddannelser for Danmarks Evalueringsinstitut. | Foto: Lederne
Efter fire måneder hos Danske Professionshøjskoler skifter Christina Laugesen til Danmarks Evalueringsinstitut.

Christina Laugesen vender tilbage til Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). 

I et opslag på LinkedIn skriver EVA, at Christina Laugesen skal være instituttets nye chef for ungdomsuddannelser fra 2. oktober. 

"Vi er rigtig glade for, at Christina Laugesen tager sin brede erfaring med sig og stiller sig i spidsen for ungdomsuddannelser hos EVA, hvor vi skal levere viden af højeste kvalitet, der er relevant, og som kan bruges af både praksis og beslutningstagere til den fortsatte udvikling af vores uddannelser,” siger EVA's direktør Christina Barfoed-Høj i opslaget.

Christina Laugesen kommer fra en stilling som chefkonsulent hos Danske Professionshøjskoler, som hun tiltrådte i maj. Hun har tidligere været ansat i EVA fra 2009 til 2018, så det er en velkendt arbejdsplads: 

"Jeg er glad for at vende tilbage til EVA. Uddannelser af høj kvalitet er fundamentalt for et stærkt velfærdssamfund, og jeg glæder mig til at bidrage til arbejdet med at udvikle kvaliteten af ungdomsuddannelser i et tæt samspil med de mange aktører på området,” siger Christina Laugesen.

GDPR