Niels Kühl Hasager vinder Undervisningsprisen på Cphbusiness

Undervisningsprisen_2023_vinder_web
Niels Kühl Hasager er årets underviser på Cphbusiness. Foto: Cphbusiness
31. maj 2023 15.50
Lektor fra området for Økonomi og Finans er årets underviser på Cphbusiness.

Niels Kühl Hasager blev tirsdag kåret som vinder af Undervisningsprisen 2023 på Cphbusiness' årskonference. 

Dermed får han også en præmie på 50.000 kroner til faglig kompetenceudvikling. 

I indstillingen af 61-årige Niels Kühl Hasager blev der i høj grad lagt vægt på det ligeværdige forhold mellem underviser og studerende, som han dyrker i sin undervisning.

"Jeg vil gerne have, at vi siger hinanden imod, at vi argumenterer, at vi er uenige, og at vi udfordrer hinanden. Jeg skal nok udfordre dem, de må også gerne udfordre mig, så der kommer noget debat og noget liv i lokalet, for det er jo også sådan, livet er," siger Niels Kühl Hasager til Cphbusiness' hjemmeside

"Når man skal udvikle ting, skal der gerne være både en dialog og måske et modsætningsforhold for at få tingene til at gro. Så jeg siger altid; vær respektløse på en respektfuld måde over for mig. Jeg er det samme over for jer," siger vinderen til Cphbusiness

LÆS OGSÅ: KEA-studerende løb med hovedpris, da erhvervsakademierne fejrede landets bedste praktikforløb

Med kåringen indgår Niels Kühl Hasager i erhvervsakademiernes finalefelt, der skal konkurrere om Uddannelses- og Forskningsministeriets undervisningspris - og en præmie på 500.000 kroner - til efteråret. 

Undervisningsprisen blev uddelt for første gang i 2020.