Ole Heinager trækker sig som DEG-L-formand

En fusion mellem Hvidovre Gymnasium & HF og Next Uddannelse København og et helt nyt campusbyggeri på Nørrebro.
Det er to af de helt store opgaver for direktør på Next Ole Heinager det kommende år. Han genopstiller derfor ikke som formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier - Lederne (DEG-L), siger han i en pressemeddelelse fra DEG.
Ole Heinager har været DEG-L-formand i seks år, hvilket ikke altid har været let, forklarer han i pressemeddelelsen.
"Det har været nogle spændende år, hvor vi i foreningen har haft en stor opgave med at løfte de erhvervsrettede uddannelser - ofte i stærk modvind. Jeg mener, at vi nu står på et nyt og solidt sted som forening og som sektor, hvor vigtigheden af de erhvervsrettede uddannelser for alvor har fået politisk fokus med den nye regering og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Derfor føles det også som det rigtige tidspunkt at overlade formandsposten til nye kræfter," siger Ole Heinager i pressemeddelelsen.
Ole Heinager fortsætter på posten frem til repræsentantskabsmødet i DEG-L den 24. april, hvor både formandsposten og pladsen i bestyrelsen er på valg.