
Per B. Christensens CV indeholder en del formandstitler, men til næste år vil der ikke længere stå formand for Danske Sosu-skoler.
Per B. Christensen har været formand siden 2020, hvor han blev genvalgt for en to-årig periode sidste år - og allerede der bebudede han, at han ikke ville genopstille, når perioden udløber til næste år. Han vil til den tid have været formand i fire år.
"Gennem mit arbejde arbejder jeg hårdt for at få flere unge og voksne til at tage en sosu-uddannelse. Jeg var med til at planlægge uddannelserne, da da de kom frem i 1990'erne, så der er tale om et langt kærlighedsforhold. Det er nogle afsindigt spændende og vigtige uddannelser med mange muligheder efterfølgende, som jeg har stor interesse for at hjælpe de uddannelsessøgende med at få øje på. Det vil jeg fortsat lægge kræfter i for eksempel gennem bestyrelsesposter på ZBC og VIA" siger Per B. Christensen til A4 Uddannelse.
Per B. Christensens CV vil dog stadig bestå af en del formands- og næstformandstitler. Han forbliver formand for Via University College og VUC Kbh Syd samt næstformand for Danske Professionshøjskoler, Zealand Business College og Komponent (Kommunernes Udviklingscenter).
LÆS OGSÅ: Per B. Christensen skal sidde i endnu en kommission
Derudover indtog han den 1. maj en ny formandsrolle i en faglig komité i VillumFonden, der har til opgave at vurdere den faglige kvalitet i ansøgninger indenfor børn, unge og science-området (BUS) og på den baggrund at indstille ansøgninger til bevilling.
Per B. Christensen har desuden været medlem af Reformkommissionen i knap tre år, der afleverede sine seneste anbefalinger i starten af maj, der blandt andet lød på styrkede muligheder for merituddannelser, mere praksisfaglighed i folkeskolen, krav om repræsentation i gymnasiebestyrelser og nye specialiststillinger på det pædagogiske og sociale område.
Reformkommissionens arbejde er dog snart ved vejs ende, da de sidste sæt anbefalinger præsenteres den 23. maj med titlen 'Nye veje for udsatte borgere.' Der er dog stadig arbejde tilbage som medlem af Kommissionen for robusthed i Sundhedsvæsnet.
"Mit arbejde i robusthedskommissionen og min afsked med Danske Sosu-skoler har været nøje planlagt. Man skal passe ikke at sidde i for lang tid som formand. Der skal også være plads til nye kræfter," siger Per B. Christensen.
Uddannet lærer med mange jern i ilden
Per B. Christensen er uddannet lærer og har undervist i grundskolen, på professionsbacheloruddannelser og på lederuddannelser.
Han har tidligere siddet på formandsposten for Lærerkommissionen, været souschef i Maribo Ungdomsskole, kontorchef, direktør i Næstved kommune, formand for Undervisningsministerens Videnscenterpanel, formand for Akkrediteringsrådet og formand for Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.
Han har da også sat sit aftryk på den forberedende grunduddannelse (FGU) ved at være en af arkitekerne bag som FGU-opmand.