MED DELAFTALEN OM DET FREMTIDIGE uddannelses- og institutionslandskab er der nu lagt en ambitiøs og visionær retning for fremtidens ungdomsuddannelser i Danmark.
Det er en aftale, som rummer gode og interessante aspekter. Ikke mindst fordi aftalen sætter tydeligt fokus på attraktive ungdomsmiljøer, faglig fordybelse, praksisfaglighed og geografisk nærhed. Værdier, som vi i uddannelsessektoren i mange år har arbejdet målrettet for at fremme.
Almene gymnasier er klar til EPX
STX-uddannelsen rummer allerede i dag mange af de kvaliteter, som er afgørende for en succesfuld implementering af EPX. Derfor er det også oplagt, at netop almene gymnasier kommer til at spille en central rolle i udbredelsen og placeringen af EPX. Aftalepartierne har defineret fire sidestillede hensyn, som skal indgå i vurderingen af, hvor EPX bedst placeres, og her står STX-gymnasierne stærkt.
LÆS OGSÅ: Afgørende aftale for ny ungdomsuddannelse er landet. Nu er der svar på tre vigtige spørgsmål
For det første er de almene gymnasier kendetegnet ved stærke ungdomsmiljøer, hvor faglig fordybelse går hånd i hånd med stærke fællesskaber. Vi har erfaring med at skabe trygge, engagerende og inkluderende læringsmiljøer, hvor unge mennesker trives både fagligt og socialt. Vi ved, at fællesskab og trivsel ikke opstår af sig selv, men er resultatet af en vedvarende indsats fra ledelse, lærere og elever. Det er et arbejde, som STX har prioriteret i årtier, og som vi glæder os til at bringe i spil i forbindelse med EPX.
Praksisfaglighed og professionssigte i udvikling
Særligt inden for de naturvidenskabelige fag har de almene gymnasier opbygget en stærk tradition for praksisrelateret undervisning. Undervisningen i fag som bioteknologi, naturgeografi, biologi, informatik, kemi og fysik bygger i høj grad på eksperimenter, datagenerering og konkrete problemstillinger med afsæt i virkeligheden. På mange gymnasier har vi udviklet praksisfaglighed ud over STEM-området og integreret det i en bred vifte af fag.
Vi har også gode erfaringer med virksomhedsinddragelse, samarbejde med lokalt erhvervsliv og tværinstitutionelle partnerskaber. Og på Nordfyns Gymnasium arbejder vi netop nu med at styrke vores professionsrettede undervisningsmiljø yderligere blandt andet gennem tættere samarbejde med professionshøjskoler og erhvervsakademier. Vi ser desuden muligheder i at etablere nye typer faglokaler, der minder mere om værksteder og teknologilaboratorier og på den måde skabe en endnu stærkere sammenhæng mellem teori, praksis og det professionsrettede.
Geografisk nærhed – en afgørende faktor
Det er en stor styrke ved delaftalen, at der er sat fokus på nærhed som et afgørende kriterium for placeringen af EPX. Det er afgørende for både elevernes valg og trivsel, at ungdomsuddannelser findes tæt på de unge, og hvor både STX og EPX skal være geografisk tilgængelige.
LÆS OGSÅ: Fagforbund vil have mindst en tredjedel af EPX-udbuddene placeret på erhvervsskolerne
En bred geografisk tilstedeværelse af uddannelsesmuligheder sikrer lige adgang for alle unge, uanset hvor i landet de bor og styrker samtidig sammenhængskraften i lokalsamfundene. På Nordfyns Gymnasium ser vi det som en naturlig opgave at sikre, at EPX kan tilbydes i lokalområder som vores og i tæt samspil med vores eksisterende STX-uddannelse.
Integration af HTX-elementer i STX – et spændende perspektiv
Et interessant perspektiv i aftalen er ambitionen om at sikre fortsat geografisk dækning af HTX blandt andet ved at lade HTX-elementer integrere i STX. Det er et modigt og visionært tiltag, der kan bidrage til at adressere det faldende elevgrundlag på HTX uden at gå på kompromis med det faglige indhold.
For os på STX er det en spændende mulighed at udbyde et gymnasialt undervisningsforløb, hvor elever kan arbejde praksisnært med teknologiske, naturvidenskabelige og erhvervsrettede temaer. Vi tror på, at STX med sin brede faglighed og fleksible struktur kan være en stærk ramme for at videreudvikle og fastholde et teknisk gymnasialt tilbud. Også i områder, hvor der i dag ikke er HTX som i Nordfyns Kommune.
Et vigtigt skridt mod en mere sammenhængende uddannelsessektor
Med institutionsloven og den nye delaftale er vi vidne til en bevægelse hen imod en mere ensartet og sammenhængende ungdomsuddannelsessektor. Det er et vigtigt skridt. STX har i mange år fungeret i et krydsfelt mellem dannelse, faglighed og praksis, og vi ser det som en stor mulighed, at vi nu også kan bringe denne erfaring aktivt i spil i udviklingen af EPX.
LÆS OGSÅ: Nu er de første skoler udvalgt til at afprøve idéerne bag EPX
Vi mener, at EPX kun bliver en succes, hvis den bygger på et attraktivt ungemiljø og undervisning af høj faglig og praksisnær. Samtidig skal EPX være en uddannelse, de unge vælger til. Ikke én de bliver kanaliseret ind i. Det kræver tydelige profiler, meningsfuldt indhold og nærhed i tilbuddene.
Placering og udvikling af EPX skal være til gavn for de unge og for hele samfundet. For os handler det om at skabe muligheder. Muligheder for de unge, der ønsker en gymnasial uddannelse med praksisnærhed og erhvervsrettet fokus. Muligheder for lokalsamfundene, der ønsker at fastholde uddannelsestilbud tæt på de unge. Og muligheder for vores fælles fremtid, hvor dannelse, faglighed og praksis skal gå hånd i hånd.