SMVdanmark:
Der er større behov end nogensinde før for håndfaste målsætninger for erhvervsuddannelserne

Kasper_Munk_Rasmussen_Uddannelsesansvarlig_SMVdanmark_Pressefoto_1920px
24. jan. 2023 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

MATTIAS TESFAYE HAVDE IKKE siddet længe på posten som børne- og undervisningsminister, før han meldte ud, at han var klar til at lægge målet, om at 25 procent af afgangseleverne skal vælge erhvervsskolen i 2020 og 30 procent i 2025, i graven. Dette er næppe en overraskelse, da målet ikke tilnærmelsesvis er nået. I 2022 var det således kun godt 20 procent af de unge, der startede på en erhvervsuddannelse.

Det giver ingen mening at stirre os blinde på alene, hvor mange unge der søger direkte fra folkeskolen
Kasper Munk Rasmussen, uddannelsesansvarlig, SMVdanmark 

Jeg vil dog advare mod at droppe målet uden at sætte et nyt samlende mål i stedet. De to ting skal gå i takt. Vi har som aldrig før brug for håndfaste målsætninger for erhvervsuddannelserne. Ikke at have et mål svarer til at agere i blinde, hvor man mangler sit kompas. Vi skal ikke fjerne målene, i stedet skal vi have et mål, der tager bestik af virkeligheden, hvor de unge, der starter på en erhvervsuddannelse, langt fra altid kommer direkte fra folkeskolen som afgangselever.

LÆS OGSÅ: Se listen: Så mange elever har landets erhvervsskoler mistet på bare et år

FAKTISK ER ELEVER på erhvervsuddannelser i gennemsnit over 25 år, når de begynder på grundforløb 2. Det giver derfor ingen mening at stirre os blinde på alene, hvor mange unge der søger direkte fra folkeskolen. Og derfor fortjener undervisningsministeren ros for at tage hul på debatten, så længe vi sikrer, at vi kan sætte et nyt mål i verden, der indebærer, at i de kommende år får uddannet de titusvinds af faglærte, som vi kommer til at mangle. Vores egen prognose i SMVdanmark fastslår, at vi kommer til at mangle 80.000 faglærte i 2030.

Udfordringerne på klimaområdet har som udfordringerne på erhvervsuddannelserne tårnet sig op. Og her har det haft en enorm effekt, at vi har haft en samlende målsætning om en reduktion i CO2-udledningen på 70 procent. Det mål har været med i hver eneste aftale i forhold til klimaet. Og nu har vi brug for, at den diskussion, Mattias Tesfaye har startet, ender med et mål, der bliver ligeså samlende og får samme vægt. Det kunne være målet om, at vi hvert år skal uddanne et vist antal tusinde faglærte mere, uanset hvor de så kommer fra.

VI SKAL BRUGE ALLE værktøjerne i værktøjskassen for at få flere faglærte. Det kan vi gøre ved at se på øget optag af studerende på de uddannelser, der er populære, mere brug af udenlandsk arbejdskraft samt at få en større andel af de unge til faktisk at gennemføre uddannelsen.

LÆS OGSÅ: Kortlægning: Problemer i praktikken, med psyken og i privatliv er blandt årsagerne til frafaldet fra erhvervsskolerne

Frafaldsprocenten er nemlig i dag omtrent 40 procent, hvilket viser et kæmpe potentiale for faglært arbejdskraft, hvis man lykkes med at få sat frafaldet ned.

Helt centralt for os står også, at vi skal have langt bedre fat i de unge, efter de har afsluttet en studentereksamen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].