SMVdanmark: Flyt de kommunale 10. klasser ud på erhvervsskolerne

smv
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

ET SVENDEBREV I HÅNDEN, klar på at erobre verden og skabe sig et fantastisk liv. Det er realiteten for de mange unge, der hvert år bliver færdige med svendeprøver landet over. Men de unge, der går den faglærte vej er for få – og om de bliver kun færre i de kommende år. Erhvervslivet higer efter arbejdskraft – og særligt den faglærte slags. De store årgange med mange faglærte går i de kommende år på pension, mens færre unge vælger en erhvervsuddannelse samlet med tidligere. Og det er et stort problem af mindst tre grunde.

LÆS OGSÅ: Ledigheden blandt nyuddannede faglærte er den laveste i 14 år: "Der er rift om dem"

For det første kan der potentielt være en økonomisk gevinst på over 100 milliarder kr., hvis man sikrer adgangen til de rigtige kompetencer, der vil styrke Danmarks konkurrenceevne ifølge analyse fra AE-Rådet.

For det andet truer manglen på faglærte Danmarks position i den grønne omstilling. Det kræver faglærte at svejse vindmøller, opsætte varmepumper, installere solceller samt udvikle og implementere morgendagens grønne løsninger.

For at sikre fremtidens faglærte skal vi turde politisk handling, der afføder konkret forandring
Dorte Zacho, formand for Uddannelsesudvalget under SMVdanmark

Til slut bør indsatsen for de 76.600 15-29-årige, der står udenfor uddannelsessystem og arbejdsmarked, være langt mere målrettet. 7 ud af 10 i denne gruppe har været startet på en erhvervsuddannelse. At mindske frafald på erhvervsuddannelserne er afgørende for både samfundet og det enkelte menneske.

FOR AT SIKRE FREMTIDENS faglærte skal vi turde politisk handling, der afføder konkret forandring. Og det er faktisk ikke fordi, man skal i gang med at opfinde den dybe tallerken for at plukke de lavthængende frugter. Der skal investeres i kvalitet af erhvervsuddannelse, ungdomsmiljøerne skal styrkes, og det skal være mere attraktivt at blive faglært. Men det er alt sammen ligegyldigt, hvis rekrutteringen til erhvervsskolerne fejler, og hvis kendskabet til de forskellige muligheder for en faglært fremtid simpelthen er for dårligt.

Vi skal have de unge med på fortællingen om, hvad man kan opnå som faglært. Det gode liv med et godt job og udviklingsmuligheder
Dorte Zacho, formand for Uddannelsesudvalget under SMVdanmark

Vi har følgende input til politikerne for den kommende valgperiode, hvis vi for alvor skal løfte den her dagsorden:

  • Giv erhvervsuddannelserne et stort løft gennem en permanent højere bevilling til bedre kvalitet
  • Genindfør obligatorisk erhvervspraktik i folkeskolerne
  • Flyt de kommunale 10. klasser ud på erhvervsskolerne
  • Styrk indsatsen overfor forældre
  • Gå målrettet efter den store gruppe af unge, der ender med ikke at bruge deres studenterhue til videre uddannelse
Vi skal huske, at grundlæggeren af Lego var udlært snedker, A. P. Møller var i handelslære og Vestas blev startet af en smed
Dorte Zacho, formand for Uddannelsesudvalget under SMVdanmark

Vi skal have de unge med på fortællingen om, hvad man kan opnå som faglært. Det gode liv med et godt job og udviklingsmuligheder. Ja man har sågar gode muligheder for at bygge noget op selv. Vi skal huske, at grundlæggeren af Lego var udlært snedker, A. P. Møller var i handelslære og Vestas blev startet af en smed. Med et svendebrev i hånden åbnes døre til en verden af muligheder, hvor alt fra egen virksomhed til et væld af efteruddannelse er muligt.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR