A4 Uddannelse
Køb abonnement

Nybrud skulle få flere industriarbejdere i uddannelse. To år efter ser ordningen ud til dårligt nok at blive brugt

VEU|
7. maj 2025 kl. 6.00
Uddannelsesrepræsentanter har til formål at bistå og vejlede de ansatte i industrien i efter- og videreuddannelsesmuligheder. | Foto: Molly Darlington/Reuters/Ritzau Scanpix
Muligheden for at udpege en uddannelsesrepræsentant vakte begejstring ved industriforliget i 2023. Nu viser en rundspørge, at flere af fagforbundene ikke har overblik over, hvor mange der er. Og for de forbund, som har et overblik, er tallet meget lavt, lyder kritikken, som 3F dog afviser.

Enten ved de det ikke - eller også har de ganske få uddannelsesrepræsentanter.

Sådan kan man opsummere svarene fra fagforbundene, når man spørger, hvor mange uddannelsesrepræsentanter de har registreret.

Ordningen blev indført som del af industriforliget - mellem CO-Industri, der dækker over ni fagforbund og 230.000 lønmodtagere, og Dansk Industri, der dækker over 6.000 virksomheder - i overenskomstaftalen i 2023 og blev udvidet ved seneste forlig i foråret 2025.

Gennem en rundspørge blandt fagbevægelsens aktører har A4 Uddannelse kortlagt brugen af uddannelsesrepræsentanter på arbejdspladserne. Blandt de fagforbund, der enten har dem registreret eller har uddannet repræsentanterne, er der i alt lidt under 80.

Og det antal er for lavt, og det mangelfulde overblik er problematisk, lyder kritikken fra arbejdsmarkedspolitisk kommentator på A4 Medier Martin Flink. 3F afviser imidlertid kritikken.

Tabellen forneden viser A4 Uddannelses opgørelse over uddannelsesrepræsentanter i de enkelte fagforbund, der er med i industriforliget.

Artiklen fortsætter efter tabellen

"Sindssygt problematisk," lyder kritikken

Antallet af uddannelsesrepræsentanter samt manglende opgørelse hos forbundene falder ikke i god jord hos arbejdsmarkedspolitisk kommentator på A4 Medier Martin Flink. Han mener ganske enkelt, at tallet er for lavt.

“Det viser noget om - når så mange fagforbund ikke har styr på, hvor mange de egentlig har, og om de overhovedet har nogen to år senere (efter industriforliget i 2023, red.), at de nok ikke har taget opgaven helt så alvorligt, som de burde gøre,” mener Martin Flink. 

Hvis ansvar er det at sørge for, at den her ordning bliver skubbet ud over rampen?

“Det ligger ene og alene ude hos forbundene,” lyder det fra Martin Flink.

De enkelte fagforbund har ansvaret for, at deres folk længere nede i systemet - både uddannelseskonsulenter og tillidsfolk - er opmærksomme på ordningen, siger han og pointerer vigtigheden i efteruddannelse for de ansatte ude i virksomhederne. 

Martin Flink synes, at det er "sindssygt problematisk" - også i lyset af, hvis ordningen skal evalueres i fremtiden.

“Overenskomstforhandlinger er jo også en status over, hvordan det er gået siden sidst, man aftalte noget,” siger han og uddyber, at hvis man mangler data og tal for resultater i et tiltag, så står lønmodtagersiden svagere i forhandlingerne til næste overenskomst.

Skal oplyse om uddannelsesmuligheder

Muligheden for at udpege uddannelsesrepræsentanter har til formål at hjælpe de ansatte på arbejdspladsen med at komme på efter- og videreuddannelse - det kunne eksempelvis være et AMU-kursus i avanceret loddeteknik, gaffeltruck-certifikat eller brug af kunstig intelligens i praksis.

Ordningen blev udvidet som en del af det seneste industriforlig tidligere i år, så man i dag har ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant mere, der skal bistå og vejlede de timelønnede ansatte og hjælpe dem med at navigere i de uddannelsesmuligheder, der er. 

3F afviser kritikken

Pia Maul Andersen, næstformand for 3F Industri, kan slet ikke "genkende det negative billede, der er blevet tegnet".

Hun fremhæver, at 3F Industri arbejder målrettet med at udbrede uddannelsesmulighederne i overenskomsten, og at det også gælder adgangen til at udpege en uddannelsesrepræsentant.

"Over de sidste ti år har vi blandt andet uddannet 357 tillids- og nu også uddannelsesrepræsentanter til at være uddannelsesambassadører for deres kollegaer. Ordningen med uddannelsesrepræsentanter er en fast del af programmet. Interessen er stor, og vi får hver gang en tæt dialog om de muligheder, den åbner," siger Pia Maul Andersen i et skriftligt svar til A4 Uddannelse. 

Metal: "Vi skal have 100 flere i 2028"

Peter Faber, der er forbundssekretær for uddannelse i Dansk Metal pointerer, at uddannelsesrepræsentanter er et stort fokusområde i fagforbundet.

"Vi har et kongresmål, der hedder, at vi skal have 100 flere uddannelsesrepræsentanter til kongressen i 2028, end vi havde i 2024," siger Peter Faber.

På nuværende tidspunkt har Dansk Metal opgjort, at de har uddannet cirka 50 uddannelsesrepræsentanter.

Hos CO-Industri påpeger man, at der er en “indkøringsperiode” for de nye tiltag i overenskomsterne. 

“Vi forventer derfor, at ordningen med uddannelsesrepræsentanter fortsat bliver udbredt,” skriver CO-Industri i et skriftligt svar til A4 Uddannelse. 

GDPR