SMVdanmark med tre centrale punkter om ny ungdomsuddannelse: Placér dem på erhvervsskolerne

Kasper_Munk_Rasmussen_Uddannelsesansvarlig_SMVdanmark_Pressefoto_1920px
Foto: SMVdanmark, pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

MATTIAS TESFAYES NYE forslag om et praktisk gymnasium, kaldet HPX, har potentialet til at revolutionere det danske uddannelsessystem. Kort fortalt har den nye uddannelse potentialet til at levere dét praktiske alternativ til gymnasiet, som mange unge efterspørger.

Men med store reformer følger ofte stor usikkerhed. Fordelen er denne gang, at vi kan spejde mod Norge, hvor man har et system, der har rigtig mange ligheder med, hvad vi drøfter i Danmark.  Det giver en vis sikkerhed. Det forpligter os samtidig til at lære af de norske erfaringer. 

På dén baggrund, så er der tre ting, som den nye uddannelse, skal kunne.

Debatserie om ny ungdomsuddannelse

A4 Uddannelse har igangsat en debatserie om den nye erhvervsrettede gymnasiale uddannelse, hvor en række forskellige aktører hver især kommer med deres bud på 'tre ting den nye uddannelse skal kunne, og én ting den absolut i må'.   

Forankring på erhvervsskoler 

Først og fremmest er det afgørende, at den nye hpx formår at bevare den tætte forbindelse til erhvervsskolerne. Erfaringer fra Norge viser, at det såkaldt ”praktiske gymnasium” nemt risikerer at blive for akademisk, og så mister man de elever, der trives bedst med praktisk arbejde. 

Det er derfor afgørende, at HPX’en ikke lider samme skæbne, og et af de vigtigste greb, vi kan skrue på, er, for så vidt muligt, at lægge HPX’en på landets erhvervsskoler eller som minimum i tæt samarbejde med dem.

Det HPX ikke skal være, er en billig kopi af de nuværende gymnasiale uddannelser eller en justeret HF
Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef SMVdanmark 

Ved at placere HPX på erhvervsskolerne så sikrer man også ressourcer og kompetencer til erhvervsskolerne, som blandt andet vil kunne bruges til en styrkelse af den tekniske EUX, da det er oplagt, at de samme lærere kan undervise på HPX og EUX. 

Praksisfaglighed i fokus 

Det andet afgørende er, at uddannelsen også indholdsmæssigt introducerer de unge til erhvervsuddannelserne og ikke bliver så bred, at den i virkeligheden bare bliver en kopi af den nuværende HF. 

Vi foreslår, at man sløjfer de kommunale 10. klasser og grundforløb 1 på erhvervsskolerne. Dels for at skaffe finansiering til den nye HPX, så der kan blive tale om en kvalitetsuddannelse. Og dels fordi der er en begrænsning i, hvor mange forskellige uddannelsestilbud vi kan fordele eleverne ud på, når vi ved, at antallet af unge vil falde med 35.000 over de næste 15 års tid. 

LÆS OGSÅ: Tesfaye åbner op for at gøre ny ungdomsuddannelse treårig og erhvervsuddannelserne til voksenuddannelser

Formålet med det nuværende grundforløb 1 (GF1) er, at give eleverne mulighed for at snuse til de forskellige erhvervsuddannelsesområder, og når man fjerner GF1, så skal denne introduktion i stedet foregå på HPX, og den må ikke være ringere end i dag. 

Det praksisfaglige kan også være repræsenteret af praktikker. En forholdsvis nyuddannet norsk faglært fortalte i sommers, at de to ugers erhvervspraktik på første år sikrede ham en praktikplads under de fire ugers erhvervspraktik det andet år, og på sigt blev det også der, han fik en læreplads og sit første arbejde.

Desuden ved vi fra forskning fra Tænketanken DEA, at erhvervspraktik fungerer rigtig godt i forhold til at hjælpe unge med at blive afklarede på hvilke uddannelser, de vil tage.  

Alle unge er ikke ens 

Det tredje, som er vigtigt for mig, er, at det fremtidige ungdomsuddannelsessystem kan rumme forskelligheden blandt de unge. Der skal være tilbud til de forskellige grupper af unge. 

Det betyder konkret, at en motiveret elev fortsat skal have mulighed for at starte direkte på grundforløb 2. Det er afgørende, for ellers skræmmer vi de elever væk, som er afklarede, og som ikke magter to års ”ungdomsmiljø” men bare gerne vil ud og arbejde med faget.

LÆS OGSÅ: Overblik: Se alle artikler om en ny ungdomsuddannelse

Selvsagt bør vi også bevare de nuværende muligheder for at komme i mesterlære direkte uden om skolen, hvis man har en læreplads. Det er en mulighed, som flere og flere benytter. 

Det hpx ikke skal være, er en billig kopi af de nuværende gymnasiale uddannelser eller en justeret HF. Uddannelsen skal stå i egen ret med egen DNA, og med en kvalitet, der kan matche gymnasierne. Man er nødt til at bygge noget nyt op – men det kan fint foregå i en eksisterende ramme på erhvervsskolerne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR