
SÅ FIK VI EN UDDANNELSESREFORM. En reform, der får en effekt om rigtig mange år, og derfor undrer jeg mig over, at vi ikke kigger på de løsninger, som allerede fra i morgen kan løfte den kæmpe udfordring i forhold til at skaffe teknisk arbejdskraft til arbejdsmarkedet.
For der findes en løsning, som kan afhjælpe problemet med at få uddannet flere med tekniske kompetencer. Løsningen hedder praktikum. Praktikum er et for-kursus, der ruster studerende bedre til at gennemføre en teknisk erhvervsakademiuddannelse.
Praktikum virker. Praktikum er billigt. Praktikum kan implementeres i morgen.
Alt, alt for mange dropper i dag ud af deres tekniske erhvervsakademiuddannelser til for eksempel energiteknolog eller automationsteknolog, hvis de kommer direkte fra gymnasiet. Uddannelserne kræver en basal teknisk indsigt, som studerende ikke får på gymnasiet eller i folkeskolen.
LÆS OGSÅ: Politisk aftale sikrer millionløft af erhvervsskolerne fra 2025
Tidligere udgjorde de erhvervsuddannede - som for eksempel tømrere - 70 procent af de studerende på de tekniske erhvervsakademiuddannelser, men i takt med at flere unge i dag vælger gymnasiet, så udgør studenterne fra gymnasiet i dag hovedparten af de studerende på de tekniske erhvervsakademiuddannelser. Men gymnasiet ruster dem ikke fuldstændig til uddannelserne.
Derfor er frafaldet på uddannelserne højere blandt studerende, der kommer fra gymnasiet sammenlignet med unge, der kommer med en faglært baggrund som for eksempel tømrer eller elektriker.
Unge med en gymnasial uddannelse er fantastiske til at skrive rapporter, men de har begrænset teknisk eller byggefaglig forståelse. Derfor dropper alt for mange ud af deres uddannelse – og engagerede unge, der gerne vil uddannelsen, må give op.
DE HAR BRUG FOR EN HÅNDSRÆKNING til at klare uddannelsen. Og det er praktikum. Praktikum er testet med succes i 2019-2021 – og et praktikum løser flere problemer for os. Det forhindrer unge i at droppe deres uddannelse – og det hjælper med at udligne flaskehalsene på arbejdsmarkedet, hvor der er så meget brug for unge med tekniske kompetencer.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop udgivet en rapport, der viser, at knap 3.000 personer med en studentereksamen – og som i dag er 30 år – ikke har afsluttet en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. Og desværre viser rapporten også, at to ud af tre af dem faktisk har været i gang med en uddannelse, men har droppet det igen.
Det er nogle af disse unge, som praktikum kan hjælpe.
Kære Christiansborg: Godt gået med uddannelsesreformen. Desværre kan vi først se effekten af den om nogle år. Praktikum derimod er effektiv, billig – og kan tages i brug i morgen
Jannik Frank Petersen, forbundsformand, Teknisk Landsforbund
Vi ved, at vi kommer til at mangle ca. 24.000 med en kort videregående uddannelse i 2030. Ikke mindst med tekniske kompetencer. Derfor har vi ikke råd til, at så mange falder fra undervejs i deres studie. For vi ved, at arbejdsmarkedet hungrer efter nyuddannede med tekniske kompetencer, og lige nu siger virksomheder nej til ordrer, fordi de ikke kan få den arbejdskraft, de mangler. Dermed går Danmark hver dag glip af vækst og velstand.
Samtidig er praktikum en billig løsning. Danske Erhvervsakademier har regnet på praktikum-modellen og vurderet, at det vil koste ca. 40.000 kroner ekstra per studerende. Det er virkelig ikke mange penge for at sikre, at vi i de kommende år uddanner nok unge med tekniske kompetencer. Vi ved, at arbejdsmarkedet skriger efter dem.
Hvis vi investerer 40.000 kroner i hver enkelt studerende til et for-kursus, så øger vi sandsynligheden for, at flere bliver uddannet og kommer ud og bliver en del af arbejdsmarkedet. Det er grundlæggende en god forretning.
Så kære Christiansborg: Godt gået med uddannelsesreformen. Desværre kan vi først se effekten af den om nogle år. Praktikum derimod er effektiv, billig – og kan tages i brug i morgen.
















