A4 Uddannelse
Køb abonnement

AUH: Unge i virksomhedspraktik og på virksomhedsbesøg inspireres til valg af studie og fremtidig beskæftigelse

Debat|
26. januar 2024 kl. 6.30
| Foto: Aarhus Universitetshospital
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Læs A4 Mediers regler for og krav til debatindlæg her. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til debat@a4medier.dk.

PÅ AARHUS UNIVERSITETSHOSPITAL (AUH) har vi gode erfaringer med at invitere unge inden for og blive oplyst og afprøve elementer inden for både sundheds- og erhvervsfag.

Ud over tilbud om erhvervspraktik er der de seneste to år etableret to nye initiativer på AUH, der henvender sig til uddannelsessøgende, nemlig "Gymnasiernes Dag" for gymnasieelever i 2. g og 'Erhvervsuddannelsesmesse' for elever i 8., 9. og 10. klasse. Der er tale om tværprofessionelle messer, hvor eleverne får mulighed for at møde mange forskellige professioner på deres besøg.

Erhvervspraktik

Som en fast tradition på AUH tilbydes 9. og 10. klasses elever erhvervspraktik, hvor de har mulighed for at følge sygeplejersker, radiografer, bioanalytikere, lægesekretærer, fysio- og ergoterapeuter samt ernæringsassistenter, bagere, slagtere og forskellige tekniske medarbejdere på hospitalet. På årsbasis får cirka 120 elever mulighed for at få et kig ind i arbejdet på et hospital i et forløb på 2-5 dage. Koordineringen af pladserne til eleverne sker i et tæt samarbejde med Aarhus Kommune, hvor Mark Skiffard Noesgaard Sørensen arbejder som praktikguide.

Han fortæller om sit arbejde:

"Mit arbejde som praktikguide centrerer sig om at samle så mange praktiktilbud som muligt i Aarhus Kommunes praktikbank på udsynmodarbejdsliv.dk. Siden bruges af tusindvis af udskolingselever, som hvert år søger efter en erhvervspraktikplads, og den hjælper eleverne med at danne sig et overblik over mulighederne i kommunen. Samtidig oplever virksomhederne, at de får henvendelse fra flere interesserede og engagerede elever. Det er meget givende og motiverende at se, hvor mange der stiller sig selv og deres arbejdsplads til rådighed for de unge mennesker og høre om det væld af spændende oplevelser, de får derude. Tak, fordi I giver dem muligheden!"
 
Erhvervsuddannelsesmesse

Herudover tilbyder AUH erhvervsuddannelsesmesse for 8. til 10. klasser med stor succes. Messen afholdes to gange om året og har til formål, at give folkeskoleelever og deres lærere et indblik i forskellige faggrupper inden for erhvervsfagene på AUH.

Eleverne møder på denne dag ernæringsassistenter, bagere og slagtere i centralkøkkenet samt serviceassistenter og industrioperatører, audiologiassistenter og sosu-assistenter. På dagen har eleverne også mulighed for selv at få fingrene i forskellige redskaber inden for de forskellige fag under kyndig vejledning fra fortællelystne medarbejdere, assistenter, vejledere og elever.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmarkedets parter: Ryd ud i kønsstereotyper og ubevidste kønsbias på uddannelserne

Også ved dette tiltag samarbejdes der med Aarhus Kommune, hvor erhvervsplaymaker Christina Højlund og Anders Winding, erhvervsguide i Fritid, Uddannelse og Forebyggelse står for kontakten til forskellige skoler, som har interesse i at komme ud til messen.

Anders fortæller om messen:

"Eleverne blev mødt af en gruppe engagerede fagpersoner, der i et godt flow med hurtige skift imellem workshops fik præsenteret de unge for et AUH, som er meget andet end læger og sygeplejersker. Vi oplevede en god afveksling mellem rundvisning og arbejdet i workshops, som havde en hands-on tilgang, hvor eleverne blev aktiverede og var deltagende."

Gymnasiernes Dag

For gymnasieelever afholdes der også to messer om året med henblik på at oplyse og demonstrere forskellige sundhedsfag og vække interessen for disse. Målet er i samarbejde med gymnasiets lærere at vise, hvordan teoretiske fag inden for naturvidenskabelige retninger på gymnasiale uddannelser kan anvendes i praksis.

Dagen er bygget op af forskellige elementer, hvor eleverne efter en introduktion til hospitalet, præsenteres for en patientcase og med denne besøger forskellige stande, bemandet af studerende, elever, vejledere og uddannelsesansvarlige fra de forskellige professioner. På standene får eleverne mulighed for at deltage aktivt. De repræsenterede fag har været sygepleje, bioanalytiker, radiograf, ergoterapeut, fysioterapeut, klinisk diætist, social- og sundhedsassistent, sundhedsadministrativ koordinator og ambulancebehandler.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Erhvervsskoleelever motiveres af naturvidenskabelig undervisning, men det er svært at finde undervisere

Dagen er etableret i et samarbejde mellem Hospitalsstabens Uddannelsesteam, uddannelsesansvarlige, vejledere, studerende og elever på AUH samt gymnasier i Aarhus Kommune.

Lene Mølgaard, lektor på Risskov Gymnasium fortæller:

"Vi har deltaget i Gymnasiernes Dag med elever fra de naturvidenskabelige og idrætsfaglige studieretninger. Eleverne gav udtryk for, at besøget var spændende og en øjenåbner for de mange sundhedsfaglige uddannelser. Især var det en god oplevelse for dem at afprøve udstyr og teknikker i de forskellige stande og tale med repræsentanter fra faggrupperne. For lærerne var det ligeledes interessant at blive klogere på de mange karrieveje, samt hvordan vores undervisning kan hjælpe eleverne til at forfølge disse. På Risskov Gymnasium har vi stort fokus på at fremme naturvidenskaben og besøget på AUH ligger i god tråd med dette."

Evaluering

Evalueringerne fra både Erhvervsuddannelsesmessen og Gymnasiernes Dag viser tydeligt, at initiativet inspirerer de mange besøgende.

En samlet evaluering fra fire afholdte Gymnasiernes Dag viser, at 60 provent er blevet inspireret til at arbejde inden for et sundhedsfag, 23 procent siger måske, og de resterende siger nej tak. På erhvervsuddannelsesmesserne er det omkring halvdelen af 9. og 10. klasses eleverne, der svarer ja til at være inspireret til et erhvervsfag, hvilket er meget flot.

Om Aarhus Universitetshospital

Aarhus Universitetshospital (AUH) er med over 10.000 ansatte inden for over 30 forskellige professioner og cirka 3.300 elever og studerende årligt en institution, der kan byde nye generationer ind til alt indenfor sundhedsrelaterede fag, erhvervsuddannelser, administrative fag og meget mere. uddannelse er - sammen med forskning og klinik - én af tre kerneopgaver på AUH.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til debat@a4medier.dk.
GDPR