
Anni Matthiesen er børne- og undervisningsordfører for Venstre, hvilket er et område, som bestemt ikke er nyt for den garvede politiker, der i løbet af sine over ti års parlamentariske erfaring har været friskole- og efterskoleordfører og også tidligere børne- og undervisningsordfører.
Noget af det vigtigste, som hun vil presse på med, er, at der bliver gennemført en taxameterreform.
“Jeg har personligt kæmpet i flere år med, at taxametrene skal ligestilles bedre end i dag. Vi skal i mål med taxameterreformen og turde at tage de store beslutninger,” siger Anni Matthiesen til A4 Uddannelse.
“Jeg er åben for også at diskutere internt at flytte rundt på nogle ting,” uddyber hun.
Ikke bange for at gøre nogle utilfredse
Men hun fremhæver også, at der er nødt til at blive fundet nye midler til erhvervsuddannelserne (EUD), og hun ikke er bleg for at gøre nogle utilfredse.
LÆS OGSÅ: Regeringspartiet Moderaterne har fået ny børne- og undervisningsordfører
“Man risikerer via taxametrene, at der sker en skævvridning. Når vi taler om balance i de her år, så gælder det balancen mellem uddannelsestyperne, hvor jeg mener, at der i de seneste år er sket en skævvridning i forhold til, at man har understøttet de lange videregående uddannelser mere end de faglige uddannelser,” siger hun og fortsætter:
“Jeg ved godt, at der vil være utilfredshed over, at der tages fra nogle og gives til andre. Men som politikere må vi have modet til at gøre nogle ting og ikke stikke hovedet i busken og tro, at det går over i sig selv. Fordi det gør det ikke.”
Fokus på unge uden uddannelse
Anni Matthiesen fortæller til A4 Uddannelse, at hun “som politiker kan have dårlig smag i munden” over at overbevise unge om at starte på EUD, når kvaliteten på erhvervsskolerne ikke er bedre.
“Helt generelt har vi en kæmpe udfordring i forhold til, at unge ikke ønsker at tage en EUD, men vi har også en udfordring med hensyn til kvaliteten. Det, tænker jeg, er vigtigt at sikre. Når de unge starter på EUD, skal de møde den kvalitet, de forventer. Det handler om selve lærerkræfterne, men også udstyret på skolerne,” forklarer hun.
LÆS OGSÅ: SF har fordelt uddannelses-ordførerskaber
Ud over at være blevet børne- og undervisningsordfører har Anni Matthiesen også fået posten som socialordfører. De områder hænger ifølge hende sammen, når vi taler om de 45.000 uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
“Det er en blandet flok af unge, men hvor en stor del af dem også rammer ind i socialområdet, har et handicap eller oplever en form for mistrivsel eller at have været i misbrug. Samtidig kan det være unge mennesker, der har knækket nakken på skolesystemet.”

















