Industriens tillidsfolk:
Aftalen har fået en lunken modtagelse hos Haci Kececis kolleger, og han er heller ikke selv overbevist endnu

Mit_projekt
Foto: Privat foto.
INTERVIEW: A4 Medier bringer i de kommende dage korte interview med industriens tillidsfolk for at høre, hvad de mener om industriforliget. I dag med Haci Mehmet Kececi, tillidsrepræsentant på Vilofos i Gråsten.

Industriens parter er nået til enighed om et industriforlig.

Den er blevet til under svære betingelser med store forventninger til lønstigninger, inflation og afskaffelsen af store bededag.

Men er det godt nok til, at vi undgår en storkonflikt? 

Det spørger A4 Medier dagligt landets tillidsfolk om i korte interview. I dag med Haci Mehmet Kececi, som er tillidsrepræsentant for godt 50 ansatte på fødevarevirksomheden Vilofoss i Gråsten.

Han er selv ufaglært og repræsenterer ligeledes ufaglærte.

Hvad stemmer du?

"Det er jeg i tvivl om. Jeg er ikke helt overbevist endnu, men det er også, fordi jeg ikke har fået læst protokollaterne helt igennem endnu." 

LÆS OGSÅ: Lærlinge-lønløft er "genialt tænkt", men Jesper Grusgaard har ikke besluttet sin stemme endnu

Hvad er stemningen hos kollegerne?

"Jeg har ikke haft talt med så mange endnu, men mit indtryk er, at forliget får en lidt lunken modtagelse. Men jeg har omvendt ikke hørt noget meget negativt. Vi skal lige læse det med småt. Det får vi en afklaring på i den her uge."

Hvad siger I til lønrammen på fire procent?

"Altså, det er jo ikke noget, som vi får i år. De to procent på fritvalgskontoen er først fra 2024. Man skal holde tungen lige i munden. 

LÆS OGSÅ: Nina Møller Heidelbach stemmer "ja", men tror ikke på realløn på kort sigt

Tror du, I kan forhandle den tabte realløn hjem på to-tre år?

"Det er ikke sikkert. Vi skal kæmpe for det. Men ser man på profitten her, burde det være en mulighed, og hvis vi ikke kan komme over, så burde vi kunne komme tæt på. Men det kan du ikke forvente på alle arbejdspladser, det ved jeg, fordi jeg har været tillidsrepræsentant på andre arbejdspladser. Og jeg tænker på helheden med alle mine industrikolleger. Det handler ikke kun om os selv."

Kommer store bededag til at påvirke resultatet?

"Personligt tror jeg ikke, at det påvirker vores afstemning. Man skal passe på med ikke at blande æbler og pærer sammen. Men jeg kan ikke vide det. Jeg prøver at forklare mine medlemmer forskellen, men jeg kan ikke fjernstyre hver enkelt."

GDPR