Elektriker: Tror nogen seriøst, at topskattelettelser får den ufaglærte tjener til at arbejde mere?

Tjener_anonym_Mads_Claus_Rasmussen_Ritzau_Scanpix
Ufaglærte tjenere skal arbejde 65 timer om ugen året rundt for at betale topskat. Så hvad laver de i en debat om topskattegrænse og arbejdsudbud, spørger ungdomsformand i Dansk El-Forbund Mathias Uglebjerg Vinholdt. Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TORSDAG DEN 2. december var jeg inviteret til at deltage i Debatten på DR2. Emnet var denne gang den stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft, hvilke konsekvenser dette havde for den økonomiske vækst, og hvilke initiativer, der kunne tages for at afhjælpe dette.

Som én med sin faste gang i bygge- og anlægsbranchen, der også er presset af en massiv mangel på især faglærte, deler jeg til fulde arbejdsgivernes ønske om, at jeg skal have mig nogle flere kolleger. For jo flere kolleger, jo flere opgaver kan mester takke ja til. Jo flere flere opgaver mester kan takke ja til, jo flere penge kan han tjene. Jo flere penge han tjener, jo nemmere får mig og mine kolleger ved at bede om mere i løn. Win, win, win!

LÆS OGSÅ: Dansk mangemillionær: "Vi rige betaler alt for lidt i skat"

JEG HAVDE DERFOR GLÆDET MIG til en spændende debat om manglen på arbejdskraft, men da programmet var overstået, måtte jeg sande, at det jeg havde fået, var en diskussion om topskattelettelser. Bevares, det var skam også en spændende debat at have med dygtige, borgerlige politikere som Samira Nawa, Rasmus Jarlov og Alex Vanopslagh, men i kontekst af manglen på arbejdskraft, fik jeg helt glemt at spørge, hvad i alverden vi så skulle diskutere topskat for?

Mathias Vinholdt (nr. tre fra højre) under Debatten på DR2 den 2. december. Foto: Screenshot fra dr.dk.

Jeg kunne forstå det, hvis bagtæppet for debatten var, at Danmark stod i en situation, hvor vi akut manglede aktuarer. Men der, hvor manglen på arbejdskraft får lokummet til at brænde lige nu, er i bygge- og anlægsbranchen og i særdeleshed servicesektoren. Det var nok også derfor, at en af de inviterede moddebattører var en restauratør, der manglede kokke og tjenere, og ikke en chef for et forsikringsselskab.

LÆS OGSÅ: DA hylder lønkompensation: 3F advarer 'overvej retorikken'

Argumentet var dog alligevel enslydende fra den modsatte side af den retoriske kampplads, fra både restauratøren og de borgerlige debattører: Hvis vi ikke lige nu kan skaffe flere hænder, så er en fjernelse af topskatten den mest effektive måde at få de allerede beskæftigede til at tage en ekstra tørn.

FØLGER MAN DEN LOGIK til dørs, så må det altså være fordi, at alle, f.eks. tjenere, på nuværende tidspunkt arbejder lige præcis til topskattegrænsen, men derefter trækker i håndbremsen ved udsigten til at skulle betale de 15 pct. ekstra. Og hvad er det nu, den magiske topskattegrænse er? I 2021 er den på 544.000 kr., vel og mærke efter, at der er betalt AM-bidrag på 8 pct., så 592.174 kr. kan man tjene, før skattefar stikker snablen lidt dybere i ens tegnebog.

Lige så fjollet som at foreslå, at for at undgå cyklister, der dør i højresvingsulykker, så skal man fjerne registreringsafgiften, så de i stedet får råd til at købe en bil

Mathias Uglebjerg Vinholt, ungdomsformand Dansk El-Forbund, om forslag om at skaffe flere tjenere ved at lette topskatten

Lad os sige, at vi har en ufaglært tjener, der arbejder på en restaurant. Stedet har ikke nogen overenskomst, men chefen er gavmild, så der er en fast timeløn på 175 kr. 3.383 timer skal der i taxameteret, før vores tjener rammer topskattegrænsen. På et år er der 1.924 ved en normal 37-timers arbejdsuge, vel og mærke, hvis man aldrig holder nogen form for ferie. Vores tjener skal altså arbejde 65 timer om ugen, 52 uger om året for at ramme topskattegrænsen. Jeg skal ikke kunne sige, om sådan en tjener eksisterer andre steder end i ens egen fri fantasi, men mit bud er næppe.

LÆS OGSÅ: De fattigste betaler prisen for to årtiers skattelettelser

Det er ærlig snak at ville afskaffe topskatten. Personligt deler jeg da også principielt holdningen, da jeg hellere vil beskatte spekulation end folk, der passer et ærligt arbejde. Men at sige, at topskattelettelser er den gulerod, der vil tilgodese den store gruppe af fag- og ufaglærte, hvor topskattegrænsen ikke er andet end en fjern drøm, ja, det er for mig lige så fjollet som at foreslå, at for at undgå cyklister, der dør i højresvingsulykker, så skal man fjerne registreringsafgiften, så de i stedet får råd til at købe en bil.

Mathias Uglebjerg Vinholt, er elektriker og ungdomsformand i Dansk El-Forbund

GDPR