Analyse: Fagbevægelsen frygter demo-flop og planlægger exit-strategi

Man skal som bekendt vælge sine kampe med omhu.

Men selvom kampen fra starten af har virket umulig, er både fagbevægelsen og en samlet opposition gået helhjertet ind i slaget for at bevare store bededag.

Regeringen står dog fast, og store bededag bliver lagt i graven. Var der den mindste tvivl før, blev det endegyldigt slået fast efter torsdagens førstebehandling af store bededags-forslaget i folketingssalen.

Fagbevægelsen og oppositionspartierne har med kampen mod den magtfulde flertalsregering løbet den risiko at udstille sin egen magtesløshed.

Det dilemma er man pinligt bevidst om i kulissen i begge lejre. Det fortæller flere kilder både i fagbevægelsen og på Christiansborg, som A4 Aktuelt har talt med de seneste dage.

Men selvom det hele kan ende i en gedigen maveplasker for både opposition og fagbevægelsen, har ingen af parterne fortrudt kampen.

Demonstration kan falde til jorden

I fagbevægelsen er man hunderæd for, at søndagens storstilede demonstration på Christiansborg Slotsplads skal falde til jorden.

Der er ikke kun brugt meget tid og mange penge på begivenheden, hvor både Tessa og Anne Linnet er hevet ind for at stå for underholdningen. Det er også fagbevægelsens magt og greb om folkestemningen - eller mangel på samme - der er på spil.

Underskriftindsamlingen til fordel for at bevare store bededag har rundet 450.000 underskrifter, men alligevel er der blot 2.600 tilmeldte demonstrationsdeltagere på Facebook, hvilket skaber bekymrede miner.

Derfor har man også hyret busser ind, som skal få tusindvis af medlemmer i hele landet til at bruge deres søndag med papskilte og kampråb i stedet for på sofaen. 

Men selv hvis det ender i en fæl skuffelse på søndag, og når store bededag bliver afskaffet, så har det ikke været forgæves, fortæller man sig selv i fagbevægelsen. Der er nemlig én meget stor og meget vigtig årsag til, at fagbevægelsen i så høj grad har tordnet mod regeringens bededagsplaner. Hvis forårets overenskomstforhandlinger - der kan ende med at blive en regulær folkeafstemning om store bededag - ender i et nej, og landet ender i storkonflikt, kan man mere entydigt pege på regeringen og give Mette Frederiksen skylden.

Samtidig er der internt en vis stolthed over, at man har taget opgøret med regeringen. Det skal også ses i lyset af, at man under den forhenværende rene S-regering anså sig selv som meget pligtopfyldende og eksempelvis accepterede forringelser af dagpengesatsen for unge nyuddannede med argumentet, at fagbevægelsen ikke kan være kritisk overfor en ren Socialdemokratisk regering.

Med SVM-regeringen er pacifismen blevet skrinlagt, hvilket også kan komme til udtryk i fremtidige opgør eksempelvis med regeringsgrundlagets varslede topskattelettelser.

Fagbevægelsen er også stolt over, at man har skabt en mærkbar resonans i befolkningen, hvilket er kommet til udtryk i en rekordstor underskriftsindsamling og i de seneste meningsmålinger, hvor regeringen går markant tilbage.

Men om de mange underskrifter også vil komme til udtryk med en fyldt slotsplads til demonstration vil vise sig søndag.

Krigen er tabt, men slag er vundet

Folketingets oppositionspartier kender om nogen mandaternes logik og ved, at krigen om store bededag er tabt. Alligevel hersker der også her en følelse af, at kampen ikke har været forgæves.

I fællesskab har man eksempelvis fået fjernet ‘krydset’ mellem afskaffelse af store bededag og adgang til forsvarsforliget, som regeringen ellers tidligere havde sat op. Man skulle simpelthen acceptere regeringens bededags-planer for at indløse adgangsbillet til forhandlingerne om det danske forsvar for de kommende ti år.

Men der slutter sejrene over for flertalsregeringen også.

Otte af oppositionspartierne stod ellers inden torsdagens førstebehandling bag et ændringsforslag om at udskyde afskaffelsen af store bededag til efter næste folketingsvalg. Radikale Venstre var som det eneste oppositionsparti ikke med, fordi de dybest set gerne vil afskaffe store bededag, men har været utilfreds med processen.

Men regeringen var ikke til at rokke, og ændringsforslaget kom paradoksalt nok til at give anledning til uenigheder oppositionspartierne i mellem fremfor skyts mod regeringen.

Debatten i salen kom nemlig i høj grad til at handle om, at flere af de regeringskritiske partier - SF, Konservative, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne - ikke vil gå hele vejen og lægge mandater til en folkeafstemning om lovforslaget, som kræver 60 mandater. Argumentet her er, at en folkeafstemning er et voldsomt instrument, der kan danne ny præcedens i dansk politik, hvor folkeafstemninger om lovforslag er en sjældenhed.

Exit-plan

SVM-regeringen er undervejs i bededags-diskussionerne blevet kaldt både magtfuldkommen og løgnagtig, men regeringen har ikke ladet sig kue.

Fagbevægelsen og oppositionspartier ser også begge et slutspil, der ikke ender til deres fordel. Derfor snakker de også om, hvordan man efter bededags-sagen igen må forsøge at finde tilbage til et samarbejde med regeringen. En slags exit-strategi.

Som formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard i fredags forklarede det til A4 Aktuelt:

"Når vi nu skal samarbejde med regeringen, og det skal vi da fortsat gøre, også på den anden side af hele den her store bededags-diskussion, så skal der opbygges noget tillid igen, og vi skal have talt om det her samarbejde, og hvordan vi samarbejder, og hvordan samarbejdet for mig går begge veje,” lød det fra FH-formanden.

Det hele kommer ned til, hvor meget debatten egentlig vedrører befolkningen, og det får vi et klart signal om på søndag. Herefter kan man vurdere ,om fagbevægelsen valgte kampen med omhu.