Madsen: Kæmpe ja til OK23 varsler nye kampe med SVM forude

Det blev skrevet i analyse efter analyse, herunder af mig selv: Regeringens indblanding i den danske model gennem afskaffelsen af store bededag ville skubbe en i forvejen vanskelig overenskomstforhandling hen imod kanten til en storkonflikt.

Samtidig talte hovedpersonerne med højstemt alvor om de sværeste forhandlinger i en generation.

Alligevel endte det onsdag med et helt overvældende ja. En fortjent tillidserklæring fra medlemmerne til den danske model, hvor træerne heller ikke denne gang voksede ind i socialismens utopiske himmel, men skabte endnu et af de små fremskridt, som Danmark bygger på. Opad i tag efter tag.

LÆS OGSÅ: Overenskomster vedtaget med overvældende flertal

Næsten 80 procent af FH-lønmodtagerne stemte "ja" - et historisk resultat, der kun bliver mere imponerende af bagtæppet af regeringsindgreb og inflation. 

Snorene om pengepungen blev løsnet

Men hvordan gik de sværeste forhandlinger i mands minde til at blive et solidt og udramatisk resultat? 

Først og fremmest ramte det konkrete indhold af aftalerne plet i skiven for de tillidsrepræsentanter, der ofte er de afgørende stemmer i kantinen, når krydset skal sættes. Et decideret gennembrud mod social dumping i byggeriet, opgør med nultimerskontrakter i detailhandlen og nye redskaber i lokale lønforhandlinger - blandt andet i industrien. Man fik ganske enkelt mere på bordet, end de fleste på forhånd havde forventet.

Men dernæst blev det afgørende, at afskaffelsen af store bededag aldrig kom til at spille en rolle. Måske endte det ovenikøbet med at blive en del af forklaringen på det overvældende ja.

Det skyldes dels snilde og snarrådighed hos de centrale forhandlere i fagbevægelsen, som på samme tid demonstrerede på Slotspladsen og forhandlede på Rådhuspladsen. Bededagen blev brugt som en løftestang for at tale konfliktrisikoen så hårdt op, at snoren om arbejdsgivernes pengepung løsnedes lidt, uden at forventningerne hos medlemmerne blev skruet urealistisk i vejret.

Men det skyldes også, at bededagen - og i bredere forstand den overraskende dannelse af SVM-regeringen i december - fik de traditionelle nej-sigere på venstrefløjen til at pege høtyvene væk fra forbundskontoret og mod Christiansborg. 

Alle holdt bededagen væk fra OK

De sagde enten direkte "ja" til resultatet, som for eksempel 3F i København, eller førte en afdæmpet nej-kampagne med venstre hånd. 

Der er ingen tvivl om, at nej-kampagnen kunne have fået et langt bedre resultat, hvis aktivisterne havde gjort overenskomsten til en folkeafstemning om bededagen.

I stedet traf venstrefløjen tidligt en strategisk beslutning om ikke at rode bededagen ind i OK-suppedasen og risikere at det nye sammenhold i kampen mod SVM-regeringen smuldrede.

Hvis venstrefløjen havde kørt bededagskampagne mod overenskomsten, ville den have risikeret at fjerne ansvaret fra regeringen og at skubbe socialdemokraterne i fagbevægelsen tilbage, så de gamle partikammerater ville finde sammen igen.

På venstrefløjen har der naturligvis været udbredt tilfredshed med at se kilen blive hamret ned mellem de socialdemokratiske ministre og deres partifæller i de store forbundshuse. Få havde turdet drømme om en dag, hvor FH-toppen - tungt applauderet af Dansk Metal - kørte decideret kampagne mod en socialdemokratisk statsminister.

Opgør om seniorpension lurer

Pludselig stod venstrefløjen ikke alene med bannere og megafoner: Lizette Risgaard og Claus Jensen stod lige ved siden af med skilte og regnslag.

Artiklen fortsætter under opslaget

Snarere end at forsøge at tilføje de faglige ledere et ydmygende nederlag, som et overenskomst-nej ville have været, var det afgørende at fastholde dem i oppositionen til SVM-regeringen, når de næste slag åbner.

Det drejer sig først og fremmest om opgøret om seniorpensionen, der er næste ordning på vej op på regeringens huggeblok. En dramatisk forringelse af tilbagetrækningsmulighederne.

Den faglige top håber fortsat, at man kan tale fornuft med regeringen og få udvandet forslaget om at nedlægge seniorpensionen. Men hidtil har regeringen vist sig ligeså lidt politisk manøvredygtig som forventet.

Der er måske ingen anden vej end endnu en politisk udsigtsløs protestkampagne, der skal vise medlemmerne, at man går i brechen for dem. 

Vi har ikke set de sidste gule veste i år

Samtidigt begynder opspillet til de offentlige overenskomstforhandlinger næste år, hvor ligeløn og rekruttering kommer i fokus, og hvor regeringen næppe vil føle, at den kan honorere de meget høje forventninger hos BUPL, FOA og DSR.

På en måde indvarsler det store ja til årets overenskomst derfor ikke fred og ro på det danske arbejdsmarked, men en åbning af en serie slag med regeringen i den politiske arena.

Vi får ingen storkonflikt. Tværtimod fik vi en demonstration af stor tilfredshed med resultatet og en næsten uhørt grad af sammenhold på den faglige, overenskomstmæssige arena fra venstrefløjen til højresocialdemokraterne. 

Men de sidste røde faner og gule veste er ikke gået i demonstration i år. Fagbevægelsens top føler, at den har fået en solid tillidserklæring fra medlemmerne, som også styrker fagbevægelsens berettigelse af dens politiske krav.

Det store ja til overenskomsten er ikke afslutningen på balladen om bededagen, seniorpension, ligeløn og SVM-regeringens politik. Det er begyndelsen.