"Ingen hjerner er forkerte".
Sådan har forsker, antropolog og forfatter Christian Groes døbt sit indledende afsnit i sin nyeste bogudgivelse, 'Vi er alle anderledes - neurodivergent i et normsamfund'. Bogen handler om at have psykiske diagnoser i et samfund, der er bygget til den "neurotypiske" hjerne, altså alle dem uden en psykisk diagnose.
Et af de budskaber, der vægter tungt i Christian Groes' nye bog, er, at neurodivergens ikke bør ses som psykisk sygdom.
Derfor håber han på, at hans bog kan give inspiration til at tale om diagnoser på en anden måde.
"Ikke som problemer, sygdomme eller handicap, men mere som hjernemønstre, der skal passe sammen," siger han og opfordrer til, at man - uanset om det er på arbejdet eller andetsteds - taler åbent om neurodivergens og lægger en indsats i at lære sig selv og andre om, hvad neurodivergens egentlig er.
For han mener nemlig, at der ligger et stort potentiale for arbejdsmarkedet og samfundet, hvis man kan få succes med at rumme neurodivergente bedre end i dag.
Behov for bedre forståelse
Hvis man har en bedre forståelse for dem med neurodivergens, så kommunikerer man også bedre med dem, påpeger Christian Groes og uddyber, at man dermed også bedre er i stand til at sætte sig ind i de behov, der måtte være hos den neurodivergente person.
"Det kan være behov for ro, behov for at komme af med noget energi, behov for at man får sagt ting på en bestemt måde, som er nemmere at forstå, eller det kan også være, man skal have hjælp til planlægning af bestemte ting," nævner han som konkrete eksempler.
Mange arbejdspladser i dag er indrettet efter en gennemsnitsstandard, mener Christian Groes og henviser til de gængse kontormiljøer, hvor man arbejder fra 8 til 16 i storrumskontorer.
"Det er sådan, vi begyndte at gøre for et par hundrede år siden, men vi glemte dog, at der bare er sindssygt mange forskelle mellem folk," forklarer han og uddyber, at når folk er forskellige, så kan man ikke forudsige, hvad der kommer til at virke, og hvad der ikke vil virke i forhold til indretningen af arbejdspladsen.
I særdeleshed for neurodivergentes vedkommende er det værd at forsøge at tilpasse både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen, og ikke mindst inddrage medarbejderne i den måde, arbejdspladsen indrettes på, mener Christian Groes.
"Det er ikke til at vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så det bliver sådan noget learning by doing," siger han og uddyber, at man under indretningen skal prøve at sætte sig ind i de anderledes måder at tænke og være på hos medarbejderne.
"Arbejdspladsen skal tænkes som et puslespil med mange forskellige neurotyper, der skal spille sammen og gå op i en højere enhed," siger han med en opfordring til at skabe rummelige arbejdspladser, hvor de forskellige hjernemønstre hver især kan bidrage med forskellige kvaliteter.
Personer med ADHD har for eksempel en særlig evne til at komme på nye idéer, mens autisten har sans for detaljen, når de nye idéer skal realiseres, forklarer han.
En dårlig undskyldning?
I mange brancher er der en begyndende tendens til, at man i højere grad er villig til at tilpasse arbejdsgangen, så den bliver mere fleksibel, lyder det bifaldende fra Christian Groes. Det handler ikke kun om neurodivergens, men om et skiftende landskab på arbejdsmarkedet, hvor der er hård konkurrence om den gode arbejdskraft.
"Det er også for at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. Særligt de yngre generationer," siger han og påpeger, at det i særdeleshed også er hos de yngre generationer, man ser flere og flere neurodivergente, som bliver diagnosticeret og er åbne omkring sine diagnoser og de behov, der måtte være hos dem.
Han nævner mødetider som en af de lavthængende frugter, der kan plukkes, hvis man vil øge den generelle fleksibilitet og trivsel.
"Vi har gået rundt i flere hundrede år og troet, at vi skulle møde klokken otte og gå klokken fire," siger han. Det var et mønster, vi så med industrialiseringens kommen, men Christian Groes mener, at det er på tide at gøre op med det. For han mener ikke, det er noget, som mennesker er indrettet til på nogen som helst måde, mener Christian Groes.
Når man har neurodivergente på arbejdspladsen, så kan det også give anledning til dilemmaer og rejse nogle spørgsmål - for selvom mange arbejdspladser i dag har fleksible mødetider, ligger de også stadig fast mange steder.
Hvis man eksempelvis har ADHD og svært ved at møde til tiden, fordi man får tankemylder om aftenen og har svært ved at falde i søvn - hvordan italesætter man så det overfor sine kollegaer og ledelsen, så de ikke tror, at det er en blanko-check - eller en dårlig undskyldning - for at komme for sent?
"Jo mere åben man er om sine behov og diagnose, jo bedre," siger han og påpeger, at hvis man bliver mødt med åbenhed på arbejdspladsen, uden at man bliver mistænkeliggjort, så bliver det meget nemmere at italesætte sine behov.
Man vil kun føle sig tryg ved at italesætte det, hvis man i forvejen føler, man er i et arbejdsmiljø, hvor det er muligt, forklarer Christian Groes.
Hvad med på byggepladsen?
Hvis arbejdspladsen er et kontormiljø med akademikere er samtalen om neurodivergens måske nemmere at gribe an, end hvis man arbejder på en byggeplads, industriværksted, slagteri eller hos en automekaniker, forklarer Christian Groes.
"Jeg vil ikke sige, at det er nemmere sådan et sted," indleder Christian Groes og foreslår, at man kan bruge andre udtryk end diagnosebetegnelser som neurodivergens og ADHD. I stedet kan man nøjes med at sige, at man har lidt "krudt i røven".
Han anbefaler også lederne på en sådan arbejdsplads, at man får sat sig ind i, hvad det egentlig vil sige at have ADHD eller autisme.
"Hvad er det, man kan, og hvad er det, man kan have svært ved?"
Hvis man skaber en grundviden og nedbryder tabuer, så er det nemmere at håndtere og forstå, hvorfor de ansatte er, som de er - uden at det bliver alt for akademisk, lyder det afslutningsvis fra Christian Groes.
