DEG henter ny vicedirektør fra NFA's chefgang: Beskrives som "dygtig, strategisk og vellidt"

_21E2305mw__1_
Alex Hooshiar kommer fra en stilling som chef for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs ledelses- og kommunikationssekretariat og tiltræder som vicedirektør for DEG 1. december. Foto: DEG
Alex Hooshiar forlader posten som chef hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø for at vende tilbage til de erhvervsrettede ungdoms- og voksenuddannelser.

Efter en længere karriere i blandt andet Beskæftigelsesministeriet og i Dansk Arbejdsgiverforening er Alex Hooshiar nu blevet ansat som vicedirektør har Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier (DEG). 

Han har koordineret flere trepartsforhandlinger og en større beskæftigelsesreform i 2014 samt sekretariatsbetjent en række ekspertudvalg, herunder VEU-ekspertudvalget, skriver DEG i en pressemeddelelse

”Med ansættelsen af Alex har vi fået en meget dygtig, strategisk og vellidt vicedirektør, der kan navigere i komplekse politiske landskaber og styrke DEG på uddannelsesområdet – ikke mindst i forhold til samarbejdet med arbejdsmarkedets parter og medlemsskolerne. Samtidig har han stærke kompetencer som leder,” siger direktør for DEG Jesper Nielsen i pressemeddelelsen. 

LÆS OGSÅ: TEC snupper vicedirektør fra DEG og sekretariatsleder hos KP

Senest har Alex Hooshiar været chef for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i Ledelses- og Kommunikationssekretariatet i knap tre år, hvor han har haft ansvaret for at synliggøre NFA over for politiske aktører, arbejdsmarkedets parter og fonde. 

”Jeg ser frem til at arbejde for at styrke DEG i det uddannelsespolitiske landskab og styrke DEG’s samarbejde med skolerne. Samtidig ser jeg frem til at vende tilbage til de erhvervsrettede ungdoms- og voksenuddannelser, der er centrale i forhold til at sikre flere faglærte, og at medarbejdere har kompetencer til at begå sig på et arbejdsmarked i hastig udvikling,” siger Alex Hooshiar i pressemeddelelsen. 

Alex Hooshiar tiltræder 1. december. Han overtager vicedirektørposten fra Nina Olsen, der efter 14 år sagde farvel til DEG i august for at blive vicedirektør hos TEC. 

GDPR