Regeringen har meldt ud, at de vil spare mindst 5,5 milliarder kroner på den statslige administration frem mod 2030. Det svarer til omkring 6.500 årsværk. Det er en markant reduktion i antallet af ansatte, men uden en tilsvarende, konkret plan for, hvilke opgaver der skal nedlægges.
Det er her, problemerne begynder.
For når regeringen bevidst vælger at skære i årsværk, før den beslutter, hvilke opgaver staten ikke
længere skal løfte, sender den et ansvar videre til embedsværket, som ikke har redskaberne til at
løse det. I praksis står man tilbage med den samme bunke opgaver, men med langt færre hænder.
Det skaber en systemisk ubalance og tvinger embedsværket til at finde alternative, billigere måder
at få arbejdet gjort på.
I det regnestykke bliver studerende hurtigt en del af løsningen. For vi er dygtige, engagerede og
bidrager hver dag til at løse vigtige samfundsopgaver. Men er også billige og fleksible, og har
begrænset anciennitet og ringe forhandlingskraft. Det gør os sårbare, når systemet begynder at
presse os ud over den egentlige rolle.
Det stille forskydning af ansvar
Vi ser desværre allerede, at studerende i stigende grad sættes til at løse opgaver, som burde håndteres af uddannede og erfarne medarbejdere. Det sker ikke af ond vilje, men fordi ressourcerne mangler, og fordi opgaverne ikke gør. Det er en stille forskydning af ansvar, som risikerer både at underminere borgernes retssikkerhed og lægge et urimeligt pres på unge mennesker i starten af deres arbejdsliv.
DR har for nylig dokumenteret et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå. En mor havde
anmeldt mulige seksuelle overgreb mod sit barn. Da politiet undlod at hente afgørende tekniske
beviser og lukkede sagen, klagede hun til Statsadvokaten. Svaret gav hende ikke medhold, og den
person, hun blev henvist til for en forklaring, viste sig at være en jurastuderende.
I en sag med så alvorlige konsekvenser stod en ung studentermedhjælper som borgerens kontaktpunkt. Eksperter har kaldt det et brud på god forvaltningsskik og et tillidsbrud mellem borger og stat.
Ordentlig forhold er nødvendige
Denne sag er ikke enestående. Den illustrerer, hvad der sker, når man fjerner ressourcer, uden at
fjerne ansvar. Når man nedlægger stillinger, men lader opgaverne ligge, bliver der hurtigt truffet
løsninger, der hverken er fagligt eller menneskeligt forsvarlige.
Værdierne af at have studentermedhjælpere i staten er mange. Og når det sker under ordentlige vilkår, kan det være både fagligt udviklende og samfundsgavnligt. Men studenterstillinger skal ikke
fungere som billig brandslukning for et presset embedsværk. Og det er præcis den situation,
regeringen er i gang med at skabe.
