Ungdomsformænd: Fremtidens lærlinge skal ikke dø af asbest

Daniel_Arildslund_formand_Blik_og_R__r_Ungdom_og_Nicklas_St__rke_formand_3F_Byggegruppen_Ungdom
Daniel Arildslund, formand Blik og Rør Ungdom, og Nicklas Stærke, formand 3F Byggegruppen Ungdom
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

FOR NÆSTEN FIRE ÅRTIER SIDEN – helt tilbage i 1980’erne - og i øvrigt mange år før vi selv blev født – blev der indført forbud mod asbest i Danmark. 

Men selvom det har været forbudt at bruge asbest som byggemateriale i mere end 40 år, så  findes det livsfarlige materiale stadig i masser af bygninger i Danmark – ja, faktisk i en tredjedel af  den eksisterende bygningsmasse herhjemme. 

Konsekvensen møder vi og vores kollegaer i dagligdagen, når man støder på asbest i forbindelse  med nedrivnings-, renoverings- eller vedligeholdelsesarbejde. Det betyder konkret, at især  håndværkere i bygge-, anlægs- og installationsbranchen – f.eks. blikkenslagere, VVS’ere, tømrere  og murere – er i risiko for at indånde livsfarligt støv fra asbestfibre.

LÆS OGSÅ: Asbest dræber stadig 300 om året i Danmark

Når man først har indåndet asbeststøv, er der ingen vej tilbage. Det har vi set det tydeligste  eksempel på i den prisvindende tv-dokumentar med titlen 'Den forbandede asbest'. Her følger vi Dan Henriksen, der blev udsat for asbest, dengang han var blikkenslagerlærling. 

Det satans utaknemmelige ved asbest er, at konsekvenserne kan komme snigende årtier senere. Det var netop det, der skete for Dan. Han fik senere i livet konstateret lungehindekræft, fordi han  var blevet udsat for asbest under sin læretid. 

I en tid, hvor samfundet, erhvervslivet og klimakampen skriger efter flere faglærte, kan det sgu ikke passe, at man som håndværker skal risikere at dø, bare fordi man passer sit arbejde

Daniel Arildslund, formand i Blik og Rør Ungdom, og Nicklas Stærke, formand i 3F Byggegruppen Ungdom

Risikoen eksisterer stadig den dag i dag. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at man som lærling skal frygte at blive udsat for asbest, mens man er i lære og er i gang med at tage en af de erhvervsuddannelser, som arbejdsmarkedet efterspørger – især til den grønne omstilling. 

I en tid, hvor samfundet, erhvervslivet og klimakampen skriger efter flere faglærte, kan det sgu ikke passe, at man som håndværker skal risikere at dø, bare fordi man passer sit arbejde. 

Mens vi venter … 

I 11. time før valgkampen til folketingsvalget – ja, faktisk dagen før Folketingets åbning og tre dage før valgudskrivelsen – landede daværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) en ”forståelse om arbejdsmiljøindsatsen” med et bredt flertal af partierne i Folketinget. 

I den forbindelse blev der givet et vigtigt politisk håndslag i kampen for et asbestfrit Danmark. I pressemeddelelsen fra Beskæftigelsesministeriet i starten af oktober 2022 står det sort på hvidt, at et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at indføre en autorisationsordning for asbestarbejde – altså at virksomheder skal have autorisation for at arbejde med asbest.

LÆS OGSÅ: Minister åbner for nyt våben i asbestkamp: Kun autoriserede virksomheder bør arbejde med asbest

Siden da er der kommet en ny regering, og den nye socialdemokratiske beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), har netop indkaldt til forhandlinger om en ny arbejdsmiljøaftale. 

Vi både håber og forventer, at en ny arbejdsmiljøaftale kommer til at indeholde en permanent  bevilling til Arbejdstilsynet, styrket indsats mod social dumping og arbejdslivskriminalitet, fokus på forebyggelse af nedslidning samt – naturligvis – en autorisationsordning for asbestarbejde. 

Rank ryggen og skyd brystet frem, men … 

En ny opgørelse fra Arbejdstilsynet viser, at de fleste dødsulykker i arbejdsregi sker inden for opførelse og nedrivning af byggeri. Men i modsætning til dødsulykker, hvor folk på tragisk vis dør med det samme, er det noget andet, hvis man er blevet udsat for asbest. Her kan den dødelige  konsekvens som sagt vise sit grumme ansigt op til flere årtier senere. Nye beregninger viser desuden, at der hvert år dør 1.300 danskere af asbestrelaterede sygdomme. 

Så kære Ane og resten af Christiansborg. Glem nu ikke autorisationsordningen for asbestarbejde. Der er brug for et værn mod asbesten. En asbestdragt er ikke nok. Heller ej en politisk forståelse eller hensigtserklæring
Daniel Arildslund, formand i Blik og Rør Ungdom, og Nicklas Stærke, formand i 3F Byggegruppen Ungdom

Så kære Ane og resten af Christiansborg. Glem nu ikke autorisationsordningen for asbestarbejde. Der er brug for et værn mod asbesten. En asbestdragt er ikke nok. Heller ej en politisk forståelse eller hensigtserklæring. Et af de helt afgørende værn mod asbest er en autorisationsordning. Men en sådan ordning batter først, når den bliver implementeret. Det er NU, den skal føres ud i livet, så kun autoriserede virksomheder må udføre asbestarbejde. Hellere i går end i morgen! 

LÆS OGSÅ: Byggeleder fyret og politianmeldt: - Han har løjet, forfalsket og udsat os for livsfare

Som formænd for Blik og Rør Ungdom og 3F Byggegruppen Ungdom repræsenterer vi lærlinge og  nyudlærte svende. Vores medlemmer er stolte faglærte, der bygger fremtidens Danmark. Det er  os, der – også i bogstavelig forstand – bygger fremtidens hus(e). 

Vi er en del af en (mandsdomineret) branche, hvor der ikke er tid til så meget ”brok”. Man ranker ryggen, skyder brystet frem og passer sit arbejde. Men det er vel ikke for meget forlangt, at vi ikke skal udsættes for det dødsensfarlige materiale? 

Fremtidens lærlinge og kollegaer fortjener bedre. For ingen skal dø af at passe deres arbejde!

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR