HK: Mere hjemmearbejde må ikke ende som spareøvelse

rasmussenhk
Martin Rasmussen, Forbundsnæstformand, HK Danmark Foto: HK/pressefoto
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Lønmodtagere skal have mulighed for mere hjemmearbejde nu og i fremtiden, men det skal ske på ordentlige vilkår, mener HK.

To ud af tre HK’er ønsker mere hjemmearbejde, og de er ikke alene.

Flere arbejdsgiverorganisationer peger også på, at virksomhedsejerne og de daglige ledere gerne vil bruge hjemmearbejde mere. Og vi skal have mulighed for mere hjemmearbejde, men det skal være til de ansattes bedste.

LÆS OGSÅ: Ekspert advarer Christiansborg: Slæk ikke på krav til hjemmearbejde

Tænk tilbage på før den 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen som bekendt lukkede landet ned. Hvordan var holdningen dengang til hjemmearbejde?

Min tese er, at mange troede, at medarbejderne blev mindre effektive, når de kom hjem og sidde i egne stuer. Den tanke har corona-krisen heldigvis gjort bugt med. En undersøgelse fortaget af YouGov viser, at 72 % mener, at de arbejder mindst ligeså effektivt hjemmefra som fra arbejdspladsen.

Nu skal medarbejderne slippes fri og have muligheden for at arbejde hjemme, hvis de ønsker det.

Flere fordele ved hjemmearbejde

Mere hjemmearbejde kan blive en god komponent i at få familielivet til at hænge bedre sammen. Det kan give en øget fleksibilitet for familier, som bedre kan få alle enderne til at nå hinanden.

Muligheden for at arbejde delvist hjemmefra kan også have en effekt på det psykiske arbejdsmiljø. Måske får man mere ro til sine opgaver derhjemme end i fx et storrumskontor.

Forsikringsselskaber fortæller, at de har fået færre stressrelaterede henvendelser under Corona-krisen, og en af forklaringerne kan være hjemmearbejdet. 

Aftaler om mere hjemmearbejde skal aftales lokalt, og det skal ske med inddragelse af de ansatte. Der skal stadig være et fokus på det psykiske arbejdsmiljø med social støtte og kollegial sparring, og en nærværende ledelse, der understøtter det faglige miljø på arbejdspladsen
Martin Rasmussen, forbundsnæstformand, HK Danmark

En større balance mellem familie- og arbejdsliv bliver vigtig for, hvordan Danmark kommer til at klare sig i fremtiden.

Hjemmearbejde giver mulighed for at tilvælge og kombinere det faglige og sociale fællesskab på arbejdspladsen med familielivet. Det kan også have indflydelse på at skabe bedre medarbejdertrivsel, øget effektivitet og bedre balance i hjemmet.

Alt i alt kan mere hjemmearbejde være en win-win situation for medarbejdere og virksomheden.

Ikke alt er lutter lagkage

Selvom de mange fordele er til at få øje på, er der stadig mange udfordringer med hjemmearbejde, som endnu ikke er løst.

Og med flere arbejdsgivere, der ønsker, at hjemmearbejde bliver en mere integreret del af arbejdslivet, skal vi sikre os, at hjemmearbejde bliver tilrettelagt på medarbejdernes præmisser og ikke som endnu et spareprojekt fra virksomhederne.

Ingen skal tvinges til mere hjemmearbejde, hvis de ikke ønsker det. Alle bør have mulighed for at være på arbejdspladsen noget af arbejdstiden.

Aftaler om mere hjemmearbejde skal aftales lokalt, og det skal ske med inddragelse af de ansatte. Der skal stadig være et fokus på det psykiske arbejdsmiljø med social støtte og kollegial sparring, og en nærværende ledelse, der understøtter det faglige miljø på arbejdspladsen.

Arbejdsgivernes hede drøm

Når vi skal arbejde hjemmefra, skal arbejdsmiljøet være i højsædet. For vi skal holde til et langt liv på arbejdsmarkedet, og derfor går det ikke, at vi slækker på arbejdsmiljølovgivningen, selvom det for tiden kan virke som om, det er arbejdsgivernes hede drøm.

Vi oplever i HK allerede nu, at mange har fået fysiske skader efter at have siddet forkert ved computeren derhjemme under corona-krisen. Det skal ikke blive en tendens i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Forsikringsgigant giver hjemmearbejde til hver fjerde medarbejder resten af året

Lige nu turnerer arbejdsgiverne rundt med historien om, at vi skal have ændret arbejdsmiljølovgiven, for at medarbejderne kan få mange flere hjemmearbejdsdage. For ifølge flere kan man forstå, at lovgivningen handler om, at man skal til at have et hæve-sænke skrivebord ind i stuen, men lad mig straks aflive den myte.

Der står i reglerne, at arbejdsmiljøet skal være i orden - også hvis man arbejder hjemmefra, og i HK siger vi ja til mere hjemmearbejde, men det skal ske på ordentlige arbejdsvilkår og ansættelsesvilkår. Det må ikke forringe lønnen.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].
GDPR